»Vis mig en helt, og jeg skriver dig en tragedie«.
Citatet stammer fra den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgerald og føles umiddelbart passende til den landsholdskonflikt, der udviklede sig til en farce, og som med aflysningen af VM-kvalifikationskampen mod Sverige endte som en regulær tragedie.
UEFA afsiger dom over landsholdsaflysningen om to uger. (16.11.) Det værste scenario er, at Danmark bliver udelukket af VM-kvalifikationen. Det vil betyde, at vi reelt ikke har noget kvindelandshold de næste to år. De sportslige drømme om både VM og OL kan i så fald kategoriseres som bristet.
Persongalleri i landsholdskonflikten: De mest magtfulde mænd bliver i kulissen og skubber andre foran sigForhandlinger mellem DBU og Spillerforeningen er blevet beskrevet som et klassisk kyllingeræs. Måske fordi parterne så hinanden an, inden man næste år skal genforhandle herrespillernes landsholdsaftale, og man derfor brugte kvindelandsholdet som en gunstig mulighed for at spille højt spil.
Resultatet var derfor uundgåeligt. Hverken DBU eller Spillerforeningen drejede af, og så endte det i et frontalsammenstød med de kvindelige landsholdsspillere som ofre.
Dette konstruerede narrativ har vundet genklang i medierne. Her er kvinderne blevet fremstillet som decideret uvidende, der kun har haft det ædle samt enkle ønske at komme ud på grønsværen og spille fodbold. Ja, landsholdskonflikten er flere steder blevet sammenlignet med gidseltagning.
Kvinderne har godt nok holdt sig tilbage fra at udtale sig konkret om konflikten, men ifølge anfører Pernille Haarders noget følelsesladede facebookvideoer så var selvopfattelsen hos kvinderne noget mere heroisk end mediernes udlægning af dem som uvidende ofre. Haarder udtalte, at man hovedsagelig tog denne kamp for fremtidige generationers skyld, også selv om det indebar en boykot og potentiel udelukkelse. På den måde kan kvinderne ses som sande martyrer, der har ofret deres egne sportslige ambitioner for en større sags tjeneste. En moderne udgave af rødstrømpebevægelsen.
Analyse: 5 centrale spørgsmål om konflikten, køn og fodboldens magtfulde mændSå enten ofre eller helte. Måske begge dele på samme tid.
En tredje udlægning, som nærmest synes forbudt at fremlægge, kunne dog være, at landsholdskonflikten skyldes kvindernes grådighed. Man kunne bestemt fatte sympati med kvindernes ultimatum, hvis det vitterlig var så kummerlige vilkår, som de konkurrerede under.
Kvindelandsholdet vil dog, uanset, hvor en ny aftale ender, blive placeret blandt de bedst betalte landsholdsudøvere i Danmark. De er blevet tilbudt en lønstigning på 46 procent. En stigning, der vil være historisk høj, og det til trods for at kvindelandsholdet fortsat er en regulær underskudsforretning.
Til sammenligning må Sara Slott, som er en af verdens bedste hækkeløbere, selv betale 2.500 kr. for at deltage i internationale stævner.
Derfor kan man godt mene, at kvinderne fortjener mere end det, DBU tilbyder. Her må man så alligevel spørge, om det virkelig er værd at risikere et imploderet landshold for at få de sidste procenter. Kvindefodbolden stod jo netop på tærsklen til et folkeligt gennembrud efter den storslåede præstation under sommerens EM-slutrunde i Holland.
Nadia Nadim, Pernille Haarder og Sanne Troelsgaard. Det var spillere, der vandt danskernes hjerter, og det var karakterer, der kunne have givet det løft til kvindefodbolden, som den i mange år har skreget forgæves efter.
En eventuel udelukkelse vil derfor ikke kun straffe det danske landshold rent formelt, men få hele fundamentet for kvindefodbolden til at skælve. Det er noget, man har været bevidst om i Fortuna Hjørring, som er en af de klubber, der har investeret mest i pigefodbold.
Landstræner uden portefølje: »Det har mildest talt været håbløst at se på det her«Klubbens formand, Jette Andersen, opfordrede således kvinderne til at sige fra over for Spillerforeningen og få spillet kampen, da det ville gå ud over hele Fodbolddanmark og i særdeleshed de børn, der ser op til spillerne.
Og det er da netop et monumentalt svigt over for de mange fodboldpiger, der for første gang nogensinde havde egentlige idoler af eget køn at se op til. Nu kunne disse piger også falde i søvn til søde drømme om at blive den næste Nadia Nadim eller Pernille Haarder.
Kvinderne synes dog at have glemt, at det at være landsholdsspiller indebærer, at man er en del af noget større, som DBU’s motto også lyder.
Det er jo ikke, fordi DBU ødsler med pengene og dermed sagtens kunne have fundet økonomisk råderum til at give kvinderne en mere lukrativ aftale. Det er en union, der i høj grad er drevet af frivillige. Det er mennesker, der er drevet af en passion om at få breddeidrætten til at ånde, og det er bestemt ikke på privilegerede betingelser.
Kvindelandsholdet endte med at blive sommerens nationalhelte, men de lader til at have fortrængt, at de selv er et produkt af foreningsidrætten. Hvis kvinderne skal have mere i løn, så er det simpel logik, at der skal skæres andre steder i DBU’s budgetter.
Nej, landsholdskvinderne har ikke kæmpet andre end deres egen kamp. Det skal de have lov til, men det sørgelige er, at denne tragedies ofre desværre er hverdagens helte, som i første omgang gjorde det muligt for disse kvinder at triumfere på alverdens gudebaner.
fortsæt med at læse
