Øland fratræder fredag sin stilling som direktør i fodboldspillernes fagforening.

Mads Øland er færdig som direktør i Spillerforeningen

 Mads Øland har i snart 30 år været en del af fodboldfagforeningen.  Foto: Jonas Olufson
Mads Øland har i snart 30 år været en del af fodboldfagforeningen. Foto: Jonas Olufson
Lyt til artiklen

Den mangeårige direktør i Spillerforeningen, Mads Øland, stopper med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser Spillerforeningen i en pressemeddelelse.

Foreningen, der varetager professionelle fodboldspilleres interesser, oplyser, at Ølands stop sker i forbindelse med en ny strategi og omorganisering af foreningen. Øland vil fortsat løse internationale opgaver og varetage de danske interesser i den internationale fagforening, Fifpro.

Den afgåede direktør skifter til et job som administrerende direktør for CSPPA, som er den internationale spillerforening i Counter Strike.

Spillerforeningen har udpeget Michael Sahl Hansen som midlertidig administrativ chef. Han vil varetage stillingen sideløbende med sit job som direktør i Håndbold Spiller Foreningen og bestyrelsesmedlem i Dansk Håndbold Forbund (DHF).

»Michael (Sahl Hansen red.) er for os et naturligt valg til at lede den her fornyelsesproces sammen med bestyrelsen og teamet i Spillerforeningen. Han har stor erfaring fra både nationalt og internationalt arbejde inden for professionel sport«, siger Jeppe Curth, der har titel som formand i Spillerforeningen.

»Det er et ønske om at se tingene med friske øjne. Det er ikke unormalt, når Mads har været der først som formand og siden direktør i 30 år«, forklarer Jeppe Curth til Ritzau.

»Samtidig er der kommet flere og flere opgaver til Mads, og derfor har vi omstruktureret, så vi kan bruge kompetencerne bedst muligt«.

Kontroversiel type

Mads Øland har været en omdiskuteret person i det danske idrætsmiljø, hvor mange har stødt sig på hans forhandlingsstil.

Det er Øland, der har ført ordet, når spillerne har forhandlet med DBU - blandt andet om nye landsholdsaftaler, der i flere omgange har kastet dansk fodbold ud i arbejdskonflikt.

Uenighederne fik i 2017 den konsekvens, at DBU aflyste kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Sverige, mens unionen året efter erstattede herrelandsholdet med et hold af amatører i en testkamp i Slovakiet.

Selv ser Øland tilbage på sin tid i direktørstolen med tilfredshed og kalder afskeden vemodig.

»Det har også været en stor ære og tillidserklæring at repræsentere spillerne på både klub- og landshold i så mange år. Med dygtige medarbejdere og rådgivere synes jeg, at vi har opnået gode ting for spillerne«, siger Øland.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her