At læse sig igennem listen over Sergio Ramos’ titler og kåringer gennem en lang karriere kræver næsten samme kondital som Real Madrid-spilleren kan fremvise. Imponerende er næsten en underdrivelse, for den 34-årige forsvarsstjerne har siden sit første spanske mesterskab i 2007 opbygget et pokalskab, der snildt matcher det, en større europæisk klub er et århundrede om at opbygge.
Så fremtrædende er Ramos, at det anerkendte franske magasin ’France Football’ fornylig kårede spanieren til den bedste forsvarsspiller nogensinde.




























