Onsdag eftermiddag skete det igen. Premier League annoncerede, at en kamp var udsat på grund af et højt antal positive coronatilfælde i en af de 20 fodboldklubber.
Denne gang var det i Fulham, der skulle have mødt Tottenham om aftenen, men også Newcastle og Manchester City har været så hårdt ramt af virussen i løbet af december, at det har ført til udskudte opgør. I Storbritannien – såvel som alle andre steder i Europa – er fodbolden underlagt skrappe restriktioner – for at kunne fortsætte under pandemiens rasen, men sygdommen har altså sneget sig ind talrige steder. På tværs af landets fire øverste rækker er i omegnen af 50 kampe blevet udsat efter coronaudbrud.




























