0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

32. runde i Superligaen: Lasse Vigen satte fut i Brøndbys mesterskabsfest

Læs hvordan det gik i de sidste seks kampe i Superligaen.

Brøndby – FCN 2-0

1-0 Lasse Vigen (45) 2-0 Anis Ben Slimane (52)

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

16 års ventetid er endelig forbi for Brøndby IF, som mandag sikrede sig mesterskabet for 11. gang i klubbens historie og for første gang siden 2005.

Niels Frederiksens tropper satte kronen på værket efter en fremragende sæson ved at slå FC Nordsjælland med 2-0 på et festklædt Brøndby Stadion, som bar de blågule spillere frem i hele kampen.

Værterne var FCN fysisk og energimæssigt overlegne og dominerede de unge gæster fra Farum, der slet ikke fik gang i sine velkendte kombinationer og yderst sjældent truede Brøndbys mål.

Midtbaneduoen Lasse Vigen og Anis Ben Slimane grundlagde Brøndbys triumf med hver deres scoring på hver sin side af pausen, og herefter var den guldgivende sejr aldrig reelt i fare.

Brøndby ender på førstepladsen med et enkelt point ned til de nu tidligere forsvarende mestre fra FC Midtjylland, som gjorde sit arbejde og slog AGF med 4-0. Midtjyderne får sølvmedaljer.

FC København tabte med 1-2 til Randers FC og må nøjes med bronze.

Med mesterskabet er Brøndby sikret en plads i Champions League-kvalifikationens playoffrunde, som er runden lige inden gruppespillet. Hvis Brøndby misser muligheden for en plads i det forjættede land, er klubben sikker på en plads i Europa Leagues gruppespil.

FCM – AGF 4-0

1-0 Evander (18) 2-0 Anders Dreyer (45) 3-0 Erik Sviatchenko (70) 4-0 Anders Dreyer (73)

Claus Bonnerup/Claus Bonnerup
Foto: Claus Bonnerup/Claus Bonnerup

FC Midtjylland gjorde alt for at lægge pres på Brøndby, da midtjyderne mandag vandt 4-0 over et reservespækket AGF-hold på hjemmebane.

Det resultat rakte dog kun til 60 point og en andenplads i 3F Superligaen, da Brøndby vandt 2-0 på hjemmebane over FC Nordsjælland og sikrede klubbens første mesterskab i 16 år med 61 point.

FC Midtjyllands sejr var der aldrig tvivl om, og AGF, som sparede en del profiler frem mod playoffkampen om en plads i Conference League på fredag, havde svært ved at følge med i store dele af kampen.

Playoff-finalen skal AGF spille på hjemmebane i kraft af holdets fjerdeplads, som er sikret med 48 point. Her venter AaB, som tidligere mandag sikrede syvendepladsen med en 4-0-sejr over Sønderjyske.

FCM sad på spillet fra første fløjt, og det lykkedes sjældent AGF at spille sig ud af midtjydernes pres.

I det 18. minut kom FCM foran, da brasilianske Evander efter et par fine kombinationer sendte 1-0-målet i kassen.

Trods flere chancer lykkedes det først hjemmeholdet at fordoble føringen minuttet før pausen.

Her trak højrekanten Anders Dreyer ind i banen, og med en flot inderside sparkede han 2-0-scoringen i det lange hjørne.

Efter pausen kom AGF lidt bedre med og blev bedre på bolden, men gæsterne havde svært ved at komme til andet end afslutninger fra distancen.

Med tyve minutter igen trykkede hjemmeholdet speederen i bund igen, og på få minutter blev det både 3-0 og 4-0.

Først scorede anfører Erik Sviatchenko med hovedet, og lidt efter scorede Dreyer sit andet mål med et hårdt skud op i nettaget fra tæt hold.


Randers – FCK 2-1

1-0 Mathias Greve (50) 2-0 Marvin Egho (straffe 58) 2-1 Viktor Fischer (90). Udvisning: Victor Nelsson, FCK (56)

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

FC København må nøjes med bronzemedaljerne i denne sæsons udgave af 3F Superligaen.

Mandag aften kiksede FCK nemlig muligheden for at forbedre tredjepladsen, da Randers hjemme på Cepheus Park tog en fortjent 2-1-sejr mod løverne.

Randers leverede en flot præstation, hvor værterne grundlagde sejren på to hurtige mål efter pausen. Ved 2-0-scoringen blev FCK’s Victor Nelsson smidt ud, hvilket umuliggjorde situationen for udeholdet, som dog fik pyntet på resultatet i overtiden.

En højere slutplacering blev aldrig aktuel for FCK, da københavnerne ud over tre point skulle bruge nederlag til FC Midtjylland og Brøndby, som begge vandt deres opgør.

FCK slutter derfor sæsonen fem point efter FCM og med seks point op til mesterskabsvinderne fra Brøndby.

Kampen startede i et højt tempo, som var medvirkende til, at der var chancer i begge ender.

FCK forsøgte at bygge spillet op over kanterne, uden at det lykkedes at skabe de afgørende målchancer. Modsat kastede det flere store chancer af sig, når Randers’ offensive esser satte fart i omstillingerne.

Det var dog først efter pausen, at formstærke Mathias Greve kunne sende Randers i front på en glimrende flugter.

Seks minutter senere blev det langt værre for gæsterne.

Victor Nelsson trak i nødbremsen overfor hurtige Tosin Kehinde, hvilket kastede et rødt kort og straffespark af sig. Marvin Egho udbyggede føringen.

Til slut fik reducerede Viktor Fischer til 1-2, da han kom alene igennem Randers-forsvaret.

Sønderjyske – AaB 0-4

0-1 Tom van Weert (20) 0-2 Ivar Fossum (straffe 33) 0-3 Rufo (60) 0-4 Jakob Ahlmann (69)

Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

AaB vandt mandag eftermiddag 4-0 ude mod Sønderjyske og tager syvendepladsen i 3F Superligaen.

Dermed topper AaB nedrykningsspillet og møder nu AGF i en udekamp om en billet til kvalifikationsturneringen i Conference League.

Sønderjyske kunne ellers have bevaret syvendepladsen med bare ét point, men AaB spillede bedst, skabte flest chancer og tog en helt fortjent sejr i Haderslev mod et tamt hjemmehold.

Derfor overtager AaB syvendepladsen og skubber Sønderjyske ned som nummer otte.

Fra kampens start lagde AaB et fint pres på Sønderjyske, men fik en kold spand vand i hovedet, da anfører Lucas Andersen allerede efter et kvarter måtte forlade banen med en skade.

Ikke desto mindre lykkedes AaB med at komme foran efter 20 minutter.

Sønderjyske-defensiven blev fanget i ubalance, og inde foran mål fik den hollandske angriber Tom van Weert lobbet bolden i nettet.

Hjemmeholdet forsøgte imidlertid ikke at presse spillet længere frem på banen for at komme på omgangshøjde.

I stedet scorede AaB’s midtbanespiller Iver Fossum efter 33 minutter på et straffespark, som en skidt spillende Sønderjyske-anfører Pierre Kanstrup havde begået.

Straks efter pausen forsøgte Sønderjyske at svare tilbage ved at skubbe sig længere frem, men AaB var i fuld kontrol og afgjorde kampen efter 60 minutter. Indskiftede Rufo scorede til 3-0 med et fladt spark i fjerneste hjørne.

Herefter satsede Sønderjyske endnu mere offensivt med et par udskiftninger, men det hjalp intet, for AaB-forsvarer Jakob Ahlmann scorede til 4-0 med 20 minutter tilbage.

Det var det absolutte dødsstød for hjemmeholdet, og da AaB samtidig lettede foden fra gaspedalen, blev bolden mest af alt trillet rundt på midten af banen i kampens slutning.

AaB skal nu møde AGF i Aarhus på fredag til sæsonens sidste kamp.

OB – Horsens 4-0

1-0 Bashkim Kadrii (35) 2-0 Issam Jebali (38) 3-0 Bashkim Kadrii (65) 4-0 Søren Reese (selvmål 74)

Claus Bech/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

OB fik fortjent de tre point i sæsonens sidste superligakamp, da odenseanerne slog AC Horsens med 4-0 hjemme på Nature Energy Park.

Selv om kampens betydning ikke var eksisterende, virkede det til, at hjemmeholdet ville slutte godt af foran hjemmepublikummet.

Michael Hemmingsens tropper dominerede fra kampens start til slut, hvor Horsens aldrig for alvor prøvede tilbagevendte Oliver Christensen af i OB-målet.

OBs angribere Bashkim Kadrii og Issam Jebali var yderst kyniske foran mål, da de på tre minutter i første halvleg sørgerede for en 2-0-føring. Kadrii blev dobbelt målscorer med godt en halv time time igen, hvorefter et selvmål cementerede sejren.

Med kampens resultat betyder det, at OB ender som nummer tre i nedrykningsspillet med 43 point, mens Horsens ender sidst som nedrykker med 24 point.

Kampens start var en rodet affære, hvor begge mandskaber så hinanden an, hvilket førte til fejlafleveringer og mange dueller på midten af banen.

1-0-målet kom efter 35 minutter, da Aron Elis Thrándarsons indlæg blev rettet videre af en Horsens-forsvarer, hvorefter Bashkim Kadrii dukkede op og med låret sende sit femte superligamål i kassen.

Blot tre minutter efter kunne Issam Jebali score sit tiende mål, da Horsens-forsvaret var alt for passivt, hvilket Jebali udnyttede fra kanten af feltet og koldt sparkede bolden i mål.

Anden halvleg startede som første, hvor der stod OB på det hele, og fynboerne lukkede kampen med godt en halv time igen.

Et indlæg fra Aron Thrándarson endte bagest i feltet hos Oliver Lund, der lagde den fladt ind til en fremadstormende Kadrii, der sikkert sparkede bolden i mål.

OB fortsatte ydmygelsen med et kvarter igen, da en friløber til Kadrii endte med et selvmål af Søren Reese.

Vejle – Lyngby 2-2

1-0 Arbnor Mucolli (25) 1-1 Frederik Winther (40) 1-2 Mathias Hebo Rasmussen (strafe 45) 2-2 Wahid Faghir (50)

Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Foto: Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Der var ikke meget på spil, da Vejle Boldklub og Lyngby Boldklub mandag spillede 2-2 i Superligaens sidste spillerunde på Vejle Stadion.

Lyngby var allerede rykket ned, og derfor måtte Lyngby-spillerne bruge kampen til at indånde den sidste Superliga-luft i noget tid.

Også Vejle står over for store ændringer, da klubben har offentliggjort, at træner Constantin Galca ikke fortsætter, og der derfor skal findes en ny mand i spids til den kommende superligasæson.

Begge hold stillede med unge startopstillinger, og det var de unge spillere, der stod for størstedelen af scoringerne, da 21-årige Mucolli, 20-årige Winther og 17-årige Faghir alle kom på måltavlen.

Vejle startede veloplagt og havde et ligeledes veloplagt publikum i ryggen. De unge VB’ere, der havde fået chancen fra start, kvitterede ved at vise et højt teknisk niveau.

Efter 25 minutter kom VB foran, da 100-kampsjubilar Arbnor Mucolli sparkede den ind efter et flot indlæg fra kantspilleren Lucas Jensen.

Men så gik det ud af det blå galt for VB. Først udlignede Lyngby-forsvarer Frederik Winther, inden anfører Mathias Hebo i første halvlegs overtid bragte Lyngby foran på et straffespark.

Vejle lod sig dog ikke slå ud, og lige efter pausen bragte det offensive stortalent Wahid Faghir balance i regnskabet med et mål til 2-2.

Spillet fortsatte med et væld af mellemstore chancer til begge hold, som spillede med stor frihed.

Den offensive skarphed fra første halvleg manglede dog i anden, og derfor endte det hele 2-2.

Læs mere:

Annonce