Simon Kjær og Sevilla knockouter Manchester United

Wissam Ben Yedder, Simon Kjær og co. leverede et stort resultat på Old Trafford.  Dave Thompson/AP
Wissam Ben Yedder, Simon Kjær og co. leverede et stort resultat på Old Trafford. Dave Thompson/AP
Lyt til artiklen

Spanske Sevilla er videre til kvartfinalerne i Champions League efter en meriterende 2-1-sejr (2-1 samlet) på udebane på Old Trafford mod Manchester United.

I et opgør med nerve var det Sevillas indskiftede franske angriber Wissam Ben Yedder, der afgjorde sagerne og tilføjede United et stort fiaskoresultat med et dobbeltslag i 74. og 78. minut, inden Romelu Lukaku fik reduceret i 84. minut og lagt i kakkelovnen til en hæsblæsende slutfase. Her var Sevilla – Wissam Ben Yedder, selvfølgelig – dog tættere på 3-1 end værterne var på en udligning.

Efter en indledende usikker, halvsløj halv time fra begge mandskaber og uden større målchancer, fik Manchester United primært via den aggressive Marcus Rashford etableret et mindre pres mod Sevillas bagkæde, hvor Simon Kjær gjorde en udmærket figur. Danskeren agerede med overblik og var resolut, de få gange, det var nødvendigt. Det samme gjorde Kjærs holdkammerater, der aldrig reelt var på hælene mod Manchester United. Særligt på den centrale midtbane, hvor Ever Banega og Steven N'Zonzi med kløgt førte taktstokken, var Manchester United overmatchet.

Efter pausen fik Sevilla hurtigt en omstillingsmulighed og sendte en skrækbølge gennem stadion. Men Uniteds Eric Bailly tacklede i verdensklasse, inden holdkammeraten Jesse Lingard var på spil i den anden ende.

Skrækken - i form af en fransk frækkert - skulle hjemmeholdets fans dog ikke slippe for.

Efter en times spil kom den 780 millioner kroner dyre Paul Pogba på banen for Manchester United i stedet for Marouane Fellaini. Pogba indledte med flere fejlafleveringer, inden han 20 minutter før tid – uden held – fyrede af fra distancen.

Bedre uden rekordindkøbet: Pogba volder hovedbrud i Manchester United

Kort efter blev Pogba og United straffet for det voksende sløseri af en indskiftet Sevilla-spiller, Wissam Ben Yedder. Pogbas franske landsmand løb mellem to United-forsvarere og eksekverede på højeste niveau Pablo Serabia knivskarpe aflevering til spansk 1-0-føring i 74. minut.

Manchester United nåede aldrig at komme sig over den kolde spanske skylle, for Wissam Ben Yedder var fire minutter senere på spil igen og slukkede Manchester Uniteds drømme om avancement, da han hårdt presset fik headet og kunne se bolden gå over stregen via målmand David De Geas handske. Derefter begyndte publikum at forlade Old Trafford og tusinder så derfor aldrig Romelu Lukakus reducering tæt under mål.

Kampen minut for minut

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her