En god dag for ...
Playboy-fans. Hugh Hefner, der døde i september 2017 i en alder af 91 år, var manden bag det amerikanske magasin, der med en sælsom blanding af journalistiske artikler og afklædte kvinder mest henvender sig til et mandligt publikum. Har jeg hørt. I den forgangne weekend kunne nogle af Hefners mest dedikerede fans så sikre sig en række af Playboy-udgiverens ejendele ved en auktion i Los Angeles. Og hvad mon denne mand havde, som vi andre måtte ønske os? Tjah, den skrivemaskine, som Hefner klaprede på til første udgave af Playboy i 1953, indbragte ifølge Ritzau 162.500 dollars. En rød smokingjakke fik hammerslag ved 41.600 dollars. Og for sølle 22.400 dollars kunne en fan sikre sig en guldring med en lille kapsel, der kunne åbnes. Indeni lå en blå Viagra-pille.




























