Gloserne kværner rundt i én stor sprogblender. »Uno, dos, tres ...«, tæller Christian Bolaños og Bryan Oviedo i takt. »Fire, fem, seks ...«, fortsætter Lars Jacobsen, før Sölvi Ottesen tager over: »Seven, eight, nine ...«. Gruppen af FC København-spillere tæller, hvor mange gange de kan køre bolden rundt i en lille cirkel, før de to personer i midten får fat i den lille klump syntetiske læder.
Der mangler bare lidt fransk
Men de gør regnestykket op på vidt forskellige sprog. De mangler bare, at Pape Paté Diouf byder ind med sit franske, og at Sölvi Ottesen slår over i islandsk for at gøre forvirringen komplet.
Spillerne er dog ikke forvirrede. Slet ikke. FC København er deres land og fodbold deres sprog – og så er det ellers ligegyldigt, om de rent faktiske ord kommer ud på spansk, portugisisk, islandsk, svensk, norsk eller fransk. Det er de seks sprog, som klubbens fjorten udlændinge snakker, mens de ni danskere naturligt nok taler dansk. Samtidig kan alle spillerne engelsk i større eller mindre omfang.
Engelsk er det foretrukne
»Det er meget let at kommunikere med hinanden. Fodbolden er et sprog i sig selv, og der forstår vi alle sammen ordene. På banen behøver vi heller ikke altid at snakke så meget sammen, det er lige så vigtigt at se på sine medspillere, holde øje med deres bevægelser, for sådan kan man også lære at forstå hinanden«, siger costaricanske Christian Bolaños.
Hvis der var en Wikipediaside om landet FC København, ville ’fodbold’ dog næppe stå oplistet som det officielle sprog. Selv om det måske reelt set er sådan det meste af tiden.
Det officielle sprog er dikteret af lederne med den kombinerede sportsdirektør/cheftræner Carsten V. Jensen i spidsen, og de har som så mange andre steder i verden valgt engelsk. Fordi det er den udtryksmåde, de fleste er bekendt med. Danmarks mest multikulturelle Det er ganske enkelt nødvendigt med et andet sprog end dansk i FCK, hvor danskerne endda er i undertal i forhold til spillerne fra andre nationer.
