På få minutter voksede drømmene langt ud af det spartansk indrettede kontor på Industrivej i Ikast. Til Superligaen, op i toppen af dansk fodbold og videre ud i Europa.
Det var tirsdag 6. April 1999, og der var bare to mænd til stede i lokalet: Snedkeruddannede Johnny Rune, formand for Ikast fS og typen, der gerne gik uden slips i kortærmede, let opknappede skjorter, selv om han var direktør i sin egen virksomhed, Scan Production. Samt supersælgeren Steen Hessel, formand for Herning Fremad, ulasteligt klædt og en af fire brødre bag det hastigt ekspanderende familiefirma, Ejner Hessel, der forhandlede luksusbiler af mærket Mercedes.
De driftige midtjyder drøftede et følsomt emne, som de og mange andre fodboldfolk fra hedeegnen jævnlig havde debatteret de seneste 10 år: Et samarbejde mellem de to klubber fra 1. division. Gang på gang havde forskellige interessenter begravet tankerne om en potent overbygning af Ikast fS og Herning Fremad – på grund af rivaliseringen mellem naboforeningerne, på grund af den svære økonomi i projektet, på grund af personfnidder, på grund af...
Fodboldredaktøren:
Fodboldredaktøren: Dårlig kamp skrev alligevel historie i det midtjyskeMen nu var tiden en anden. Den var moden. Det var Johnny Rune og Steen Hessel enige om, og det var af den snak, at drømmene voksede ud af Scan Productions kontor i den firkantede industrikolos tæt ved Ikast Betonvarefabrik – og på vild flugt mod Old Trafford, Camp Nou, San Siro og andre ikoniske stadioner på toppen af den europæiske scene. Det var af den snak, at FC Midtjylland blev født.
»Allerede dengang var vi ikke i tvivl om, at vi på sigt kunne nå toppen af dansk fodbold. Med det samme var drømmen, at vi en skønne dag kunne udfordre Brøndby og senere FC København. Egentlig har det taget længere tid, end vi regnede med, men det er en anden sag«, husker Steen Hessel nu, hvor FC Midtjylland netop har vundet sit første danske mesterskab – 16 år gammel.
»Der var kun én chance, hvis vi skulle indfri målet om at spille godt med i Europa og have lidt medaljer: At slå os sammen. Vi var slet ikke i tvivl om, at det kunne lade sig gøre at nå toppen«, supplerer Johnny Rune.
Den elendige oplevelse
To dage inden mødet på Industrivej i Ikast havde formændene siddet ved siden af hinanden blandt 1.155 tilskuere til en påskekamp i landets næstbedste række. Herning Fremad gæstede Holstebro. Steen Hessels klub vandt 2-1, men spillede så ringe, at formanden dårligt kunne holde ud at se på det. Og så var det i øvrigt en forbistret kold påskedag. Bare en elendig oplevelse.
Endnu værre var dagen for Johnny Rune, der kunnne beklage sig over en evig tilværelse som elevatorhold mellem de to bedste rækker, et hjemmebanenederlag til Fremad Amager og et helt igennem håbløst forår. Begge formænd var trætte af middelmådigheden. Af stilstanden. Derfor aftalte de, at Steen Hessel skulle ringe til sin formandskollega dagen efter for at drøfte de midtjyske klubbers fremtid.
Den telefonsnak førte direkte til mødet på Industrivej i Ikast. Så gik det hurtigt. På et papir sværgede de hinanden troskab, nedfældede lidt løse, overordende tanker og erklærede, at overbygningen af Ikast fS og Herning Fremad var en realtitet. Selv om de midtjyske nabobyer var så store rivaler på fodboldbanen, at især klubbernes veteranhold kunne ende i mindre nævekampe med hinanden.
»Men det tog ikke andet end fem minutter at blive enige. Tidligere havde man flere gange været i gang med at lave en fælles klub, men det var endt i ren plidderpladder. Forskellen den her gang var, at der ikke var indblandet en hel masse mennesker – der var bare os to. Vi tog en beslutning, og så måtte de andre følge med, eller også måtte vi gå«, siger Steen Hessel.
Arven fra hedens opdyrkere
Egentlig var udgangspunktet noget sølle. Både Ikast fS og Herning Fremad kunne typisk kun mønstre omkring 1.000 tilskuere til hjemmekampene, pengene var alt for få, og spillermaterialet var udmærket, men heller ikke mere end det. Det slog dog langt fra formændene ud.
»Altså, det ligger nok til os fra den her egn. Det går mange generationer tilbage, at folk fra det midtjyske område sætter sig for at gøre det, der egentlig logisk set er svært eller umuligt. Jeg tror, man skal langt tilbage i historien, for at forstå den vilje«, siger Steen Hessel.
Ja, tilbage i midten af 1800-tallet havde store dele af det golde hedeland ligget øde hen. Men med ingeniørkaptajn Enrico Mylius Dalgas i spidsen besluttede en flok handlekraftige mænd »at fremme frugtbargørelsen af de jyske heder« – »ved at befordre engvanding i større stil, ved at fremme plantning og ved at søge udvirket, at vejene i heden forøges og forbedres«, som det lød i Hedeselskabets formål.
BAGGRUND
Manden, der har sat FCM's tophold i system, er bare 31 årPå samme måde besluttede formændene for Ikast fS og Herning Fremad sig for at gøde områdets golde fodboldjord.
»Kun ved at være fælles om det kunne vi stoppe med at være middelmådige. Derfor valgte vi at kaste os ud i det, for så var vi også pisket til at løse de problemer, der måtte opstå. Vi vidste jo, der ville komme problemer, når to ret forskellige klubber med mange forskellige syn på tingene gik sammen. Men når vi ligesom havde besluttet os, var vi nødt til at løse dem hen ad vejen«, fortæller Johnny Rune.
I løbet af eftermiddagen fik de to klubformænd fat i deres bestyrelser, der nikkede til planerne og drømmene. Dagen efter – mindre end 48 timer efter den kolde kamp i Holstebro – afholdt Johnny Rune og Steen Hessel pressemøde på Hotel Medi, centralt i Ikast. Onsdag 7. april klokken 14.30 præsenterede de tankerne, der skulle blive til FC Midtjylland.
Det diplomatiske valg
Målet for den nye klub var lige så retlinjet som hovedvejen mellem Ikast og Herning.
»Vi skal i Superligaen før næste sæson, og inden for fem år skal vi have spillet international fodbold. Derfor indgår det engelske FC i det nye navn«, fastslog Johnny Rune med henvisning til forkortelsen for ’football club’ og hyppige fornavn i klubverdenen.
Det var knap tre måneder efter pressemødet på Hotel Medi, nærmere bestemt tirsdag 29. juni 1999, og de driftige midtjyder var efter 90 dages tovtrækkeri og forberedelse endelig klar til at præsentere den endelige klub. FC Midtjylland. Og en spilledragt i sorte og røde farver samt et fremsynet logo med et stilrent ulvehoved – længe før det pelsklædte rovdyr skulle vende tilbage til hedelandet efter knap 200 års fravær.
Præsentationen af de mere detaljerede klubplaner fandt sted i Birk – en landsby et sted mellem Ikast og Herning. Det diplomatiske valg. I det hele taget bar det midtjyske fodboldsamarbejde præg af en hel del kompromiser:
ANALYSE
FCM må kæmpe for at blive på toppenDet første halvår i 1. division skulle klubben spille i Ikast, resten af sæsonen i Herning. Som direktør valgte bestyrelserne Herning Fremads Jens Ørgaard, mens Kent Lodahl fra Ikast indtog rollen som salgschef. Trænerposten besatte Ove Pedersen, der ganske vist havde stået i spidsen for Herning Fremad, men tidligere selv havde spillet i Ikast – og derfor havde forståelse for spændinger, begrænsninger og muligheder i nabopagten. Det betød, at den talentfulde Ikast-træner Troels Bech blev fritstillet, mens den gulklædte klub til gengæld fik installeret Claus Steinlein og Lasse Christensen i andre vigtige roller omkring FC Midtjyllands ungdomsarbejde.
»Når nu vi havde meldt projektet ud, var vi nødt til at løse alle de udfordringer. Det var da følelsesladet at snakke om, hvor vi for eksempel skulle spille, og ind imellem var vi nødt til at råbe lidt højt... Men sådan er det jo. Det gik alt sammen«, siger Johnny Rune.
Helge Sanders rolle
Endelig var der truppen. Den skulle Ove Pedersen barbere ned fra godt 60 kontraktspillere til lidt over det halve. Det gjorde den vestjyske træner uden at kny – og med et vist diplomatisk hensyn til, hvilken moderklub spillerne kom fra. Men det var en dyr start for den unge klub, da en del af de fyrede mænd skulle have kompensation.
Derfor glædede det også Steen Hessel og Johnny Rune, at de den tirsdag i Birk var omgivet af talrige spidser fra det midtjyske erhvervsliv. Traditionen tro bakkede de lokale virksomheder op om et projekt, der kunne være med til at synliggøre regionen.
»Straks kunne vi mærke, at erhvervslivet i området brændte helt vildt for at få en fælles klub i den bedste række. Derfor var vi også sikre på, at der ventede mange penge, hvis vi fik lavet det ordentligt – også så mange penge, at vi kunne måle os med en stor del af de etablerede klubber under Brøndby og FCK. Der var også det, at vi lavede en helt ny klub, så vi havde ikke en eller anden fastgroet kultur med, at alt muligt ikke kunne lade sig gøre. Vi troede på, at alt kunne lade sig gøre, og vi forfulgte alle ideer«, siger Steen Hessel.
Og så var der en mand med sirlig sideskilning, tynde briller, velplejet skæg og pænt jakkesæt. Herning-borgmester Helge Sander (V) var sammen med sin kollega fra Ikast, Kjeld Broberg Lind (V), mødt op for at vise politisk støtte til projektet – hvilket særligt var vigtigt i forhold til de ambitiøse planer om en dag at rejse et nyt stadion til klubben et sted i regionen.
Netop Helge Sander spillede en særlig rolle den dag i Birk. I hvert fald indirekte. Mere end 20 år tidligere havde han lagt selve grunden til, at der var kommet professionelle forhold i sporten – så ambitiøse projekter som FC Midtjylland kunne opstå.
Bruddet med amatørismen
Dengang i 1970’ernes første år havde Dansk Boldspil-Union (DBU) stadig været arg modstander af betalt fodbold. I stedet hyldede lederne amatøridealerne, selv om de betød, at store spillere som Frank Arnesen, Søren Lerby, Preben Elkjær, Morten Olsen og Allan Simonsen gratis forlod Danmark til fordel for lukrative kontrakter i udlandet.
Det var Helge Sander træt af at se på. Derfor gik han sammen med legenden ’Guld’ Harald Nielsen, og i 1977 meddelte makkerparret, at de var klar med en halvprofessionel piratliga. I protest mod amatørismen. Kort tid efter kuldsejlede deres projekt, Dansk Professionelt Fodboldforbund – men truslen fra piratligaen var med til at fremprovokere en ny og mere positiv attitude over for mere professionelle forhold.
I pjecen ’Betalt fodbold – hvorfor nu det?’ forklarede DBU, at det det nu pludselig var en god idé.
»De bedste spillere – på kontrakt – skal for fremtiden have penge for deres indsats. På den måde håber man at kunne højne standarden, stoppe tilskuerkrisen, svække spillerflugten og ikke mindst gøre landsholdet stærkere«, stod der.
Og i februar 1978 stemte DBU’s repræsentantskab for at gøre op med amatøridealerne.
»10 års slagsmål om betalt fodbold slut på 10 minutter«, skrev Politiken.
Klubberne måtte aflønne deres spillere. Blandt de første til at udnytte det var Herning Fremad og Helge Sander, der i en symbolsk handling uddelte en tusindkroneseddel til hver spiller lige efter en sejr over HIK – midt på hjemmebanen.
Senere samme år skrev den ambitiøse klub fra 3. division kontrakt med den 37-årige fodboldlegende Bobby Moore. Anfører for Englands verdensmestre fra 1966. Han debuterede på Rønne, Bornholm, og nåede kun at spille ni kampe for Herning, før det blev for dyrt at flyve ham ind til hvert opgør. Derfor var hans sportslige betydning begrænset, men projektet Moore skubbede til udviklingen i Danmark.
Klubbens plads i Midtjylland
Knap så store navne præsenterede nystiftede FC Midtjylland i Birk 29. juni 1999. Men Johnny Rune og Steen Hessel var nu ganske tilfredse med de tre storsmilende spillere, der gang på gang lod sig bade i blitzlys og kameraklik den tirsdag: Peter Sand fra Fremad Amager, Thomas Thomasberg fra AaB og Martin Nielsen fra FCK.
Egentlig havde FC Midtjylland også sikret sig det kreative nigerianske stortalent Julius Aghahowa – ham fik det nye projekt dog aldrig glæde af, da afrikaneren fik kolde fødder og pludselig kunne fremvise en kontrakt med en tunesisk klub, som var dateret før aftalen med den danske.
Det ødelagde dog ikke stemningen hos fodboldsamarbejdets fædre. Steen Hessel og Johnny Rune var sikre på, at de med Hernings vilde visioner og Ikasts unikke ungdomsarbejde ville skabe succes.
»Er der virkelig plads til en superligaklub mere i det midtjyske område, foruden Silkeborg og Viborg«, spurgte en journalist.
Steen Hessel svarede kort og klart:
»Det eneste, vi kan svare på, er, at der er plads til os«.
Forløsningen
Knap 16 år senere stod både han og Johnny Rune et sted midt i en menneskemasse, der gav alle de luftige ord fra 1999 en helt ny tyngde.
Det var søndag 17. maj 2015, og klokken var lige omkring 20.35 på en kold, regnmættet forårsaften. Pludselig hoppede størstedelen af de 11.300 tilskuere på MCH Arena simultant op af sæderne. Da FC Midtjylland-fansene så stortalentet Pione Sisto fra Herning-forstaden Tjørring score til 2-0 mod stormagten FC København og så godt som sikre fusionsklubbens første mesterskab, bølgede euforien stadionet rundt.
Fra endetribunen, hvor massevis af forårs- og fodboldkåde fans trodsede skulden, smed trøjen og sanghyldede deres helte frem. Fra sidelinjen, hvor træner Glen Riddersholm sprang op på sin assistent, Brian Priske, i ren lykke. Fra manden, der hvileløst vandrede frem og tilbage foran sponsorloungen, mens han skiftevis skreg sin jubel op i himlen og skjulte ansigtet i sine hænder, som om han dårligt kunne tro det.
Det kunne Johnny Rune næsten heller ikke. Siden 1980’erne havde han været i syv pokalfinaler – tre med Ikast fS, fire med FC Midtjylland – uden at vinde en eneste, og i 2014 havde hans sort-røde hjertebarn endda ført Superligaen langt hen i sæsonen, for blot at se både AaB og FCK suse forbi til sidst.
Med andre ord havde det været lige ved og næsten ganske mange gange. Men hverken han, Ikast fS, Herning Fremad eller FC Midtjylland havde nogensinde vundet en titel – seks medaljer til fodboldfusionen og de tabte pokalfinaler var det tætteste, de havde været på det.
»Egentlig var jeg jo efterhånden vant til at tabe. Derfor er det også sådan lidt surrealistisk nu, hvor jeg spørger mig selv, om det virkelig kan passe. Jeg har sådan en mærkelig fornemmelse i kroppen – nu skete det sgu pludselig. Vi har altid troet, at det ville komme før eller siden, og vi har også håbet på, at det ville komme før. Men så kommer det nu... Det er jo fint nok«, siger Johnny Rune.
De nye mål
Måske bundede den mærkelige fornemmelse i, at hans krop havde svært ved at rumme alt det, der kulminerede på et øjeblik. Siden de første drømme i 1999 havde han og Steen Hessel stort set uafbrudt siddet i FC Midtjyllands bestyrelse og fulgt klubbens rutsjebaneture helt tæt på:
De første medaljer, af bronze, i klubbens anden superligasæson. Den pudsige gimmick, da FC Midtjylland-lederne hyrede den vestjyske musikgruppe Tørfisk til spille og gav gratis adgang samt en kold fadøl til alle, der ankom i traktor til en kamp mod FCK – for at genere »de smarte københavnere«, som et tidligt tegn på en gryende rivalisering mellem jyderne og hovedstadsfolket. De magre år under den tidligere Ikast-træner Troels Bech, der endte med at få en fyreseddel.
Det nye stadion, MCH Arena, i messeområdet ved Herning, som i foråret 2004 blev indviet med en 6-0-sejr over AB, hvor superstjernen Mohamed Zidan scorede fem mål foran godt 11.000 tilskuere. Fodboldskolen i Nigeria, der fødte så store profiler som Ajilore ’Femi’ Oluwafemi, Sylvester ’Sly’ Igboun og Izunna Uzochukwu – men også bragte FC Midtjylland i problemer, da Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) løftede pegefingeren for ulovlig import af mindreårige spillere.
De store salg af akademispillere som Simon Kjær og Winston Reid til mere end 30 millioner kroner hver. Det ene dårlige resultat i Europa efter det andet. Den store kulisseballade i 2012. Og de økonomiske problemer, der to gange har ført FC Midtjylland til kanten af afgrunden, før lokale investorer, en rigmand fra Indien og en ditto fra England har hevet klubben i sikkerhed.
Alt det havde Johnny Rune og Steen Hessel været igennem siden mødet på Industrivej i Ikast den aprildag i 1999. Og alt det kulminerede mod FCK.
»Det er fantastisk at stå her. En del vil sikkert spørge, hvad det er for nogle gamle fjolser, der stadig sidder i FC Midtjyllands bestyrelse – altså Johnny og mig. Det forstår jeg sådan set godt. Men man må bare sige, at vi har holdt ved – og vi har nået det første mål, vi satte os. Så vi er klar til at sætte nye. Sådan er vi også, det skal man ikke være i tvivl om«, siger Steen Hessel.
Der var jo også en grund til, at klubben skulle hedde noget med FC – ’football club’. Allerede den dag for godt 16 år siden på det spartansk indrettede kontor voksede de to driftige midtjyders drømme langt ud af industrikolossen ved Ikast Betonvarefabrik – og på vild flugt mod Old Trafford, Camp Nou, San Siro og andre ikoniske stadioner på toppen af den europæiske scene.
fortsæt med at læse
