En dag i 2005 gik en nigeriansk drengedrøm i opfyldelse. Sammen med to andre purunge spillere blev et dengang 17-årigt talent spottet i Lagos i den uendelige mængde af håbefulde nigerianske fodbolddrenge og udpeget til at bevise sit værd i FC Midtjyllands sorte spillertrøje.
»Ingen af os vidste noget om Danmark, men jeg kunne kun tænke på, at nu skulle jeg til Europa og følge min drøm«, siger Ayinde Lawal om den dag i Nigerias hovedstad, da midtjyderne besluttede at invitere ham hjem til fodboldakademiet i Herning.
Han havde hurtigheden, teknikken og viljestyrken til at komme langt. Det eneste, han endnu ikke mestrede, var spillets taktiske element. En parentes, der siden skulle vise sig at gøre drengedrømmen svær at realisere.
Ifølge Politikens opgørelse over udlændinge, der er hentet til dansk fodbold siden 2000, slår kun godt hver tredje til i Superligaen – selv om de bliver hentet til Danmark som store talenter eller etablerede profiler.
Den høje andel af fejlskud gælder spillere fra alle kontinenter – fra Europa, Asien, Syd- og Nordamerika og Afrika. I alt er 111 afrikanere hentet til Superligaen. Groft sagt har de 86 ikke formået at etablere sig på det øverste niveau.
Som midtbanespilleren Ayinde Lawal. Han spiller i dag i 1. divisionsklubben Skive IK, men havde håbet på meget mere.
Dansk fodbold var en overraskelse
For Danmark var ikke, som Ayinde Lawal havde drømt om. Da han kom hertil, stod det hurtigt klart for ham, at hans styrke, hurtighed og tekniske snilde ikke længere var nok, hvis han skulle tilfredsstille de danske trænere.
»I Afrika skal man bare spille og nyde fodbolden. Jeg havde meget at lære, da jeg kom til Danmark. For spillet her er meget mere taktisk. Jeg skulle fokusere på, hvordan jeg stod på banen og være taktisk klog. Det var en overraskelse«, siger han.
Erik Østenkjær, der er Dipl.Psych. leder af sportpsykologisk institut, og som gennem mange år har været tilknyttet flere superligaklubber, ser Lawals udfordringer med den taktiske danske spillestil som typisk for fodboldspillere fra fjerne egne som Afrika og Sydamerika. Årsagen skal findes i deres ophav, mener han.
»Spillerne har fra tidligt i deres ungdom mødt modgang, som vi ikke kender til i vores egne trygge omgivelser. Det har gjort dem stærke mentalt. Men de har ikke haft samme skolegang og lært at bruge hovedet og reflektere som danske unge. I Danmark skal de pludselig til at reflektere over ting, de aldrig har tænkt over før, men blot har gjort«, siger Erik Østenkjær.
(artiklen fortsætter under databasen)
Når de udenlandske spillere ikke kan falde til i Danmark, skyldes det med andre ord, at det ikke længere er nok for dem bare at løbe stærkt, takle og fighte. De skal også tilpasse sig en mere intellektuel fodboldkultur, end de er vant til.
Derfor har de danske klubber også mere held med sig, når de skriver kontrakt med spillere fra europæiske lande, hvor fodboldkulturen ligger tættere på den danske. Ifølge Politikens opgørelse er europæiske spillere – med en succesrate på 43 procent – markant mere succesfulde i Superligaen end deres kolleger fra eksempelvis Afrika og Sydamerika.
Hård konkurrence
Blandt de afrikanske fodboldspillere er der ifølge Ayinde Lawal stor indbyrdes konkurrence. I FC Midtjylland kom der nye til hvert halve år, og alle drømte om en plads på førsteholdet. Noget, der i sidste ende blev afgjort af præstationerne på banen og evnen til at tilpasse sig.
»Jeg fik ikke så mange kampe til sidst. Jeg var meget skadet, og der kom flere afrikanere til klubben. Det var et rigtig stort pres, for hvis ikke du beviste, at du var bedre end de andre på banen, var der ikke plads til dig længere«, siger Ayinde Lawal, der fik 58 minutters superligafodbold hos midtjyderne fordelt på tre indskiftninger i 2006 og 2007.
Konkurrencen om pladserne er hård, erkender FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein. Da Lawal blev hentet op i førsteholdstruppen, gjorde Adigun Salami og Izunna Uzochukwu ham nogenlunde samtidig selskab.
»Og desværre for Lawal var det jo spillere til den samme plads. Der var altså rigtig, rigtig hård kamp om pladserne på den midtbane. Der trak Lawal det korteste strå. Men vi hjalp ham videre til andre klubber. Og for os er han faktisk en succeshistorie. Selv om han ikke var god nok her, har vi jo hjulpet ham videre, så han i dag stadig er i Danmark, om end på et lidt lavere niveau«, siger Steinlein, der peger på, at netop det taktiske, som blev Lawals akilleshæl, er en af de store udfordringer, som afrikanske spillere har, når de kommer til Danmark.
»For det er ikke det, de er uddannet i. De har en helt anden tilgang til fodbolden«, siger sportsdirektøren.
»Men det gælder også for en sydeuropæer. Han er jo opflasket med en helt anden tilgang til fodbolden, end den vi er vant til at spille i Midtjylland. Altså, højt aggressivt pres. Derfor kan spilleren måske godt lære det, men vi kan bare ikke være sikre på det«, siger Claus Steinlein, der også peger på det rent menneskelige plan som en udfordring for mange udenlandske spillere.
Spillerne mister deres viljestyrke
Efter tre år i FC Midtjylland lejede klubben Ayinde Lawal ud. Først til SønderjyskE og dernæst til Skive IK. En klub, han efter et kort visit i FC Fredericia er vendt tilbage til. Lawal har taget et stort hop fra FCM, der i mange år er sluttet i den pæne ende af Superligaen, til Skive IK, som ligger i midten af det næstbedste række. Men hans historie er ikke enestående.
En del af forklaringen skal ifølge Erik Østenkjær findes i, at de unge udenlandske spillere ofte bliver stoppet i deres udvikling i Danmark.
»Vi henter dem, vi ser et særligt talent i, og så former vi dem efter den danske spillestil. Men problemet herhjemme er, at vi former for meget. Selv om de er hårdføre over for modgang, oplever de nu en intellektuel modgang, de ikke er vant til. Og det kan i sidste ende få dem til at gå helt i stå i deres udvikling, fordi de ikke har redskaberne til at omstille sig«, siger Østenkjær.
Han mener, at dansk fodbold mister noget af den vildskab og viljestyrke, som de udenlandske spillere kommer hertil med. Selv om vi går målrettet efter de store viljer i udlandet, formår vi ikke at bibeholde dem på de danske fodboldbaner.
Ayinde Lawal havde både talent og vilje, men fik ikke succes i Superligaen.
»Så skal du spørge dig selv, hvad du gør galt. Kun sådan kan du rette det, og det har jeg lært meget af«, siger midtbanespilleren, der nu har fundet sin plads i 1. division, hvor den mere fysiske spillestil passer ham godt.
Men drengedrømmen om fodbold på første klasse lever endnu i Ayinde Lawal.
»Jeg ser mig selvfølgelig stadig som en superligaspiller. Det skal nok komme«.
- Sådan har vi gjort:Politiken har fundet de 572 handler ved at gennemgå alle transfers på siderne transfermarkt.de, danskfodbold.com og superstats.dk og så frasortere udlændinge hentet i andre danske klubber. Enkelte kan altså være overset.
- Spillernes præstationerer fundet på danskfodbold.com samt superstats.dk og holdt op mod, hvor lang tid spillerne har været i Danmark. Der er regnet i halve sæsoner, så hvis en spiller først er kommet nogle kampe inde i efteråret, er de ikke modregnet, selv om han altså ikke har kunnet deltage i dem. I enkelte tilfælde kan det fortegne billedet en smule, men det er meget sjældent tilfældet.
fortsæt med at læse
