FC København holder snor i 3. pladsen med sejr

FCK's Rasmus Falk  og AaBs Kasper Risgård kæmper om bolden. Anders Kjærbye/scanpix/Ritzau Scanpix
FCK's Rasmus Falk og AaBs Kasper Risgård kæmper om bolden. Anders Kjærbye/scanpix/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Efter nederlag til både FC Midtjylland og Brøndby IF kom FC København onsdag tilbage på sporet, da det forsvarende mesterhold på hjemmebane besejrede AaB med 2-1 i Alka Superligaen.

Det gik dog langt fra så let, som Ståle Solbakken og co. nok havde håbet.

AaB gav FCK god modstand og kæmpede forbilledligt i nationalarenaen, men værterne fik trods besvær tilkæmpet sig tre tiltrængte point efter et pragtmål af Viktor Fischer i anden halvleg.

Med sejren haler FCK ind på FC Nordsjælland på tredjepladsen, hvor forspringet nu er nede på fire point, inden sæsonens sidste seks spillerunder.

En skade til Pieros Sotiriou gav plads til 19-årige Jonas Wind i FC Københavns startopstilling.

Den unge angriber takkede for tilliden og skulle kun bruge 12 minutter på at markere sig positivt.

Jakob Poulsen og Hany Mukhtar får hovedrollerne i titelkamp 1

Her fik unge Wind styret et indlæg fra Peter Ankersen mod mål, og med lidt hjælp fra AaB-stopper Jakob Blåbjerg endte bolden i netmaskerne.

Allerede før føringsmålet var AaB blevet advaret om, hvad der var i vente, og gæsterne blev fra start sat under et tungt pres i Parken.

Men efter 33 anonyme minutter kom AaB ud af det blå tilbage i opgøret.

FCK-keeper Stephan Andersen gik gal af et hjørnespark, og så kunne Blåbjerg let gøre skaden god igen med en scoring i det rigtige mål.

Værterne genvandt kontrollen efter pausen, og efter 55 minutter var Rasmus Falk tæt på at sende FCK tilbage i front, men AaB-keeper Jacob Rinne fik i samarbejde med stolpen flot holdt bolden ude af mål.

Horsens går fra banen uden sejr for 9. gang i træk

En kompakt AaB-defensiv gjorde det svært for FCK indtil, at Viktor Fischer tog sagen i egen hånd i det 68. minut.

Her afgjorde han kampen med en dribletur og en knastør afslutning.

Det viste sig akkurat at være nok for FCK, der i kampens sidste minut blev reddet af overliggeren på et frisparksdrøn af gæsternes Yann Rolim.

Forinden kunne Federico Santander have cementeret sejren, men FCK-angriberen brændte på mystisk vis en kæmpe chance foran et tomt mål.

Herunder er kampens gang minut for minut.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her