Det er nu, det bliver afgjort, om VM-deltagerne skal forberede sig på ottendedelsfinalerne eller hører til den halvdel, der må pakke kufferterne for at rejse hjem efter tre kampe.
Den skillelinje i turneringen giver en naturlig anledning til at søge svar på, om det er stjernernes slutrunde eller det modsatte.
Selvfølgelig er det for tidligt at konkludere helt definitivt, men vi har i hvert fald fået indblik i den sårbarhed, nogle af holdene udsætter sig selv for, når de gør sig alt for afhængige af en enkelt spillers præstationer.
Kigger man på de store stjerners indflydelse på deres hold, kan man i hvert fald konstatere, at den kan vise sig meget tydeligt.
POWERRANKING
Powerranking: Her er formbarometeret ved VM lige nuI kampen mod Iran nøjedes Lionel Messi med at gå rundt på banen i 90 minutter – og alligevel blev det ham, der i sidste øjeblik sørgede for afgørelsen med en fantastisk aktion til allersidst. Derfor står argentinerne godt i turneringen, selv om de foreløbig er et stykke fra at have imponeret.
Noget tilsvarende har Neymar – især i den første kamp – betydet for Brasilien, der også mangler at finde sammenhængen i spillet.
Belgien mangler balance
Belgien er et andet hold, der var knyttet store forventninger til før slutrunden og dermed også op til kampen mod Rusland, som de færreste til gengæld havde – og har – særlig stor tiltro til i det lange VM-løb.
Det var pudsigt nok også kampen mellem to hold, hvor det belgiske hold ikke havde en eneste spiller fra den nationale liga i startopstillingen, mens det russiske ikke bestod af andet end hjemlige spillere.
Uerfaren angriber sikrer sløje Belgiens avancementI den kamp bekræftede Belgien, at selv om der var byttet rundt på nogle pladser i forhold til den første kamp, har holdet ikke fundet rytmen endnu. Det er og bliver en udfordring at spille med fire stoppere i bageste kæde, for så bliver det tungt at sætte spillet i gang.
Derfor blev det også en solopræstation af holdets efter min mening klart største stjerne, Eden Hazard, der sikrede den belgiske sejr med oplæg til kampens eneste scoring oven på en holdpræstation, der ikke var særligt god.
Ronaldo har kun vist sig i glimt
Uruguay er andet af de hold, der har vist sig som to forskellige hold med eller uden Luis Suarez, men dilemmaet ved at lade indsatsen afhænge af én spiller er nu bedst illustreret af Portugal.
Cristiano Ronaldo har jo tydeligvis ikke været helt i orden, men når han alligevel skal forsøge at bære hele holdet, taber det balancen. Han glimtede ganske vist i overtiden mod USA og assisterede ved udligningen, men kunne helt overordnet ikke levere nok til at vinde kampen. Det bliver interessant at se, hvordan Ronaldo bliver bragt i spil i sidste indledende kamp.
Mål i 95. minut giver sårede Portugal et tyndt halmstråAndre lande satser bredere. Holland har to megastjerner i Arjen Robben og Robin van Persie til et dele ansvaret. Og så er Tyskland og Frankrig meget mere homogene med mange virkelig dygtige spillere i truppen, men uden den enkeltstående stjerne, det hele skal hænge på. Det ser ud til at kunne række langt i turneringen.
USA er det ultimative kollektiv. Mod Portugal demonstrerede amerikanerne, at de 14 mand på banen, træneren og hele den fysiske stab arbejder sammen som en enhed. Dermed være ikke sagt, at de er dårlige fodboldspillere, men de satser bare mere indlysende på, at det er fællesskabet, der skal bære dem frem til succes.
Vandbærere kan også score
Som modsætning til stjernerne finder vi vandbærerne – det må i denne sammenhæng være spillerne, der sidder på bænken, når kampene bliver fløjtet i gang.
De har ikke desto mindre væsentlig indflydelse. I skrivende stund er 15 af 93 mål scoret af spillere, der er kommet ind fra bænken – altså laver en indskiftet spiller hvert sjette eller syvende mål ved VM.
Derfor må delkonklusionen efter to runder altså være, at stjernerne selvfølgelig har stor betydning for de enkelte hold, men at vandbærerne også er vigtige og afgør kampe.
fortsæt med at læse
