Kun fire dage før Danmarks håndboldherrer indleder VM på hjemmebane, fik de noget at tænke over. For efter gallaforestillingen torsdag i Aarhus, hvor Ungarn blev knust med de overbevisende cifre 33-19, var det et noget andet spillende dansk hold, der søndag tabte 28-25 til samme modstander i Odense.
Det, der for alvor må bekymre landstræner Nikolaj Jacobsen allermest ud over de mange småskader, der bliver ved med at ramme holdet, er bundniveauet, som holdet diskede op med søndag i Fyns Arena. Det var meget lavt og i hvert fald noget, der rokker en anelse med den tro på guld, der ellers omgiver de rød-hvide.
Det hårde ungarske forsvarsspil bekom aldeles ikke danskerne, og det er klart noget, de kommende VM-modstandere vil bide mærke i. Og når antallet af tekniske fejl så samtidig i løbet af få minutter overgår totalen fra seneste kamp, er det op ad bakke. Og det var kampen mod Ungarn.
Ud over nederlaget blev Rasmus Lauge, Nikolaj Markussen og Lasse Svan ramt af småskader, der formentlig tvinger landstræneren til at aflyse mandagens træning.
Der var en, der var to ...: Skader driller det danske hold kort tid før VMNikolaj Jacobsens ønske om at få Mikkel Hansen med i kampen mod Ungarn og dermed få givet Paris-stjernen lidt tiltrængt spilletid sammen med holdkammeraterne gik ikke i opfyldelse.
Den danske strategs kæreste nedkom lørdag med parrets første barn – en søn – og derfor var Mikkel Hansen med landstrænerens velsignelse sammen med familien denne søndag.
De skadede danskere – højrefløj Hans Lindberg og stregen Henrik Toft Hansen – så kampen fra tribunen, hvorimod målmand og anfører Niklas Landin var kommet sig over sine små lyskeproblemer.
Kiel-keeperen havde enkelte redninger i de første 30 minutter, men blev ellers godt og grundigt rundbarberet sammen med sit forsvar af et ungarsk hold, der var et par eller tre klasser bedre end torsdag i Aarhus.
Kun ganske lidt hang sammen på det danske hold mod ungarerne, der modsat den første kamp valgte at dække op og derfor gjorde livet surt for Rasmus Lauge og co.
De tekniske fejl var lidt for mange i forhold til den stort set fejlfri kamp i Aarhus, og kombinationerne sad slet ikke i skabet. Det resulterede i pressede afslutninger og skud på halve chancer, som den ungarske defensiv havde let ved at dæmme op for.
De ungarske spillere havde tydeligvis læst på lektien side 33-19-øretæven, og de fandt hurtigt ud af, at først Nikolaj Øris og siden Martin Larsen på højre back i det danske forsvar var et godt sted at angribe.
Der blev i hvert fald lagt et stort pres på det danske forsvar lige netop her – også af den store ungarske stregspiller Bence Banhidi, der ofte lagde sig netop ud i den position og tog slagsmålet med de danske backs og Lasse Svan.
Danmark knuser Ungarn og skubber VM-optimismen i vejretDen manglende danske skarphed udmøntede sig i sølle 8 scoringer på de første 30 minutter, og det var ikke, fordi Roland Mikler i Ungarns mål stod en fantomkamp, men snarere fordi Danmarks angrebsspil smuldrede i modstandernes tacklinger.
Målene haglede på et tidspunkt ind bag Niklas Landin, inden lystavlen ved pausen sluttede på 16-8 i ungarsk favør. Som en kollega tørt bemærkede, så havde Ungarn vel gode chancer for at vinde Bygma Cup, der jo blev udgjort af de to kampe mod Danmark.
Bagud med 8 mål var opgaven i 2. halvleg primært at komme godt ud af kampen uden for store klø, og langsomt begyndte danskerne at æde sig ind på gæsternes føring. Det lignede et solidt momentum, da Magnus Landin reducerede til 20-14, for Jannick Green, der havde afløst Landin i målet, fik rimeligt fat fra starten, og angrebsspillet fungerede bedre.
Men så lavede Nikolaj Markussen to tekniske fejl i to angreb på stribe, og derfor udeblev de reduceringer, som kunne få spændingen tilbage i opgøret.
Netop Markussen og kollegaen i den anden side – Nikolaj Øris fra BSV – kunne ikke leve op til præstationen mod Ungarn torsdag i Aarhus. Her fik de begge lov til at komme tæt ind under modstandernes forsvar og fyre deres skud af.
Det område var i Odense lukket land, og derfor kom de to backs til at stå en smule blegt. Heller ikke Rasmus Lauge var som spilstyrer og skudtrussel helt op at ringe – langtfra. Problemerne med at finde vej gennem den ungarske defensiv var Lauge dog langtfra ene om at have.
Kampe mod Ungarn skal vise dansk hold i VM-formMorten Olsen havde også store problemer med at få sat medspillerne optimalt i scene, og derfor fik Mads Mensah meget spilletid efter pausen. Han løste opgaven tilfredsstillende, og sammen med en stribe fine redninger af Jannick Green kom danskerne ud af opgøret uden at blive alt for meget til grin.
fortsæt med at læse


























