Landstræner Klavs Bruun Jørgensen er helt nede i kulkælderen, efter at OL-drømmen endnu engang er blevet knust for ham og håndboldkvinderne.
Han afviser samtidig at tage stilling til sin fremtid som landstræner i kølvandet på den brutale nedtur.
»Jeg har heldigvis nået at drikke en øl, inden jeg kom herud (i presseområdet, red.), så det venter vi med«.
Betyder det, at du er i tvivl om, hvorvidt du fortsætter?
»Som vi plejer, så evaluerer vi tingene med forbundet bagefter, og så tager vi tingene stille og roligt derfra«, siger Klavs Bruun Jørgensen.
Han havde set sit hold spille 26-26 mod Serbien i en kamp, som Danmark skulle vinde for at få en playoffkamp om den vitale 7. plads ved VM.
I stedet slutter Danmark turneringen som nummer ni og kommer ikke med i OL-kvalifikationen i foråret, og Klavs Bruun Jørgensen vil ikke evaluere VM-indsatsen i så følelsesladet et øjeblik.
Karakterbogen: Forsvaret har været blandt de bedste ved VM, men mod Serbien koksede det»Det kan jeg ikke. Lige nu er jeg så ekstremt skuffet, rasende og ked af det, siger han.
Det danske hold vandt ’kun’ halvdelen af sine otte VM-kampe, selv om holdet havde mulighed for at vinde dem alle.
Det kneb generelt med at afgøre de tætte opgør og udnytte de gode perioder undervejs.
»Det handler om at vænne sig til de situationer. Når Norge står i sådan en situation, er der stor sandsynlighed for, at de kommer godt ud af det. Vi har også prøvet det nogle gange, men vi er kommet skidt ud af det næsten hver gang«.
»Vi mangler den der tro på, at man godt kan klare det og ikke pisser helt almindelige bolde direkte ud over sidelinjen. Det bliver vi ved med. Desværre«, siger Klavs Bruun Jørgensen.
Han kan nu strege OL-kvalifikationen og næste sommers OL i kalenderen. Næste store opgave for kvindelandsholdet bliver EM i Danmark og Norge om et år.
DHF freder landstræneren
Klavs Bruun Jørgensen skal ikke frygte for sin position som landstræner for håndboldkvinderne, selv om holdet for anden gang under hans ledelse går glip af OL.
Det siger Dansk Håndbold Forbunds sportschef, Morten Henriksen, efter at Danmark spillede 26-26 mod Serbien i den sidste mellemrundekamp ved VM og dermed ikke nåede målsætningen om en plads i top-syv.
Tårerne flød, da Serbien knuste de danske OL-drømme»Klavs er landstræner, ligesom han har været før«, siger Morten Henriksen.
Har du den rigtige landstræner?
»Ja, ellers havde jeg skiftet ham før«, siger sportschefen.
Han lægger ikke skjul på, at den niendeplads, Danmark ender på ved VM, er dårligere end forventet. Resultatet betyder, at holdet ikke kommer med i OL-kvalifikationsturneringen i foråret.
I stedet skal landsholdsledelsen i gang med at evaluere præstationen ved VM. Spillet var bedre end ved EM for et år siden, men resultatet er selvsagt ikke tilfredsstillende.
»Vi kan jo godt se, at det resultatmæssige ikke opfylder det, vi gerne vil. Også fordi det for alle har været så vigtigt at få den OL-kvalifikation«.
»Vi havde drømt om OL, både for OL’s skyld, men også med tanke på et muligt peak ved EM i december næste år. Det gør ondt«, siger Morten Henriksen.
En sejr over Serbien skal holde den danske OL-drøm i liveDen spillemæssige fremgang og den resultatmæssige nedtur gør det vanskeligt for landsholdsledelsen at give en klar vurdering af VM-indsatsen i Japan.
»Jeg er her ikke udelukkende for at kigge på resultater. Vi skal heller ikke udelukkende kigge på processer, men vi skal jo se på, hvor vi er«.
»Er vi dygtige nok? Hvor er vi i forhold til de andre nationer? Og der synes jeg desværre, at vi er blevet bekræftet i, at der stadig er et stykke vej«, siger Morten Henriksen.
Han afviser, at det har skabt uro på de indre linjer, at Klavs Bruun Jørgensen i efteråret varslede, at han ville forlade sin post, hvis VM endte med tidligt dansk exit.
»Jeg synes ikke, jeg har set nogen uro i forbindelse med denne slutrunde. Pigerne har vist en mental styrke, der ikke har været de senere år«, siger Morten Henriksen.
ritzau
fortsæt med at læse


























