For 11 år siden leverede New England Patriots og Seattle Seahawks en af de mest medrivende og neglebidende Super Bowls nogensinde.
En dramatisk gyser, der holdt både tilskuere og seere på kanten af sædet igennem 60 minutter og kulminerede, da Patriots’ Malcolm Butler dukkede op som trold af en æske, trådte ind foran Ricardo Lockette og greb et kast fra Seahawks-quarterback Russell Wilson på kanten af egen end zone i de døende sekunder og forhindrede Seahawks i at score det afgørende touchdown, så Patriots vandt 28-24.
Nattens Super Bowl var den diametrale modsætning.
En ensidig affære, der krævede en større forkærlighed for de finere nuancer af forsvarsspil at nyde, end de fleste af de over 100 millioner amerikanske tv-seere, der plejer at se kampen, nok besidder.
Igennem tre quarters holdt Seahawks-forsvaret Patriots-angrebet i et jerngreb, der langsomt, men sikkert, kvalte al spænding. Kun en næsten lige så fornem præstation af Patriots’ forsvar, der fuldstændigt lukkede ned for NFL’s bedste wide receiver, Jaxon Smith-Njigba, bevarede illusionen om, at der var tvivl om udfaldet – i hvert fald indtil Seahawks-linebacker Uchenna Nwosu med knap fem minutter tilbage af kampen opsnappede et vildfarent kast og løb 45 yards den anden vej til touchdown, der øgede holdets føring til 29-7.
Patriots fik kort efter reduceret til slutresultatet 29-13, men var aldrig i nærheden af sejren.
Et ekko af første Super Bowl-sejr
For 12 år siden vandt Seahawks sit første Lombardi-trofæ takket være ligaens bedste forsvar. ’The Legion of Boom’ pillede fuldstændig pynten af et historisk godt Denver Broncos-angreb i Super Bowl XLVIII i en sand magtdemonstration, der endte 43-8 til Seahawks.
Nu kalder Seahawks-forsvaret sig ’The Dark Side’, og med syv sacks, tre turnovers og Nwosus touchdown viste det hvorfor.
Derfor kan det også undre, at running back Kenneth Walker blev kåret til Super Bowls mest værdifulde spiller, selv om han med 135 yards var et af kampens få offensive lyspunkter.
Noget touchdown blev det ikke til for Walker. I stedet var det tight end A.J. Barner, der fik lov til at score Seahawks-angrebets eneste touchdown, da han godt et minut inde i fjerde quarter greb et 16-yard-kast fra quarterback Sam Darnold, der dermed fuldendte sin genrejsning fra udskældt flop til Super Bowl-mester.
Scoringen bragte Seahawks foran 19-0, og dermed syntes kampen afgjort. Kort efter svarede Patriots dog igen, da quarterback Drake Maye fandt Mack Hollins i end zone.
På den efterfølgende angrebsserie forsvandt Patriots’ håb om et comeback, da den unge quarterback kastede en interception, som Seahawks udnyttede til at bringe sig foran 22-7 på kicker Jason Myers’ femte field goal, hvilket er flest nogensinde i en Super Bowl.
Kort efter kastede Drake Maye sin anden interception, og så var kampen lukket.
Grumt gensyn
For 10 år siden sad Drake Maye som 13-årig med sin far i sektion 108 på Levi’s Stadium uden for San Francisco og så sit yndlingshold, Carolina Panthers, spille mod Denver Broncos i Super Bowl 50. Natten til mandag var han tilbage på det selvsamme stadion, men ligesom i 2016 gik han slukøret derfra efter en kamp, der på mange måder mindede om Super Bowl 50.
Faktisk var det lige før, han var lige så meget tilskuer, som han var dengang. Quarterbacken var ikke i nærheden af at vise det høje niveau, der var lige ved at indbringe ham hæderen som den mest værdifulde spiller i NFL. Han var konstant under pres, og når han ikke blev tacklet hårdt til jorden af Seahawks, havde han svært ved at finde en fri medspiller at kaste bolden til. Efter tre quarters havde han og Patriots blot skaffet 78 yards.
Godt nok endte Maye med at kaste to touchdowns, men det var hans fejl og uformåenhed, der fældede Patriots.
Og Seahawks’ forsvar.
Sådan forløb kampen:
fortsæt med at læse
