Så stod man der igen. Med forventninger så skrøbelige, de nu kan være efter tolv forgæves forsøg. Altså ikke mine egne forsøg, vorherre bevares, men når man i et kvart århundrede plus det løse har været med på bassinkanten, så er et vist skæbnefællesskab med de danske svømmere så uundgåeligt, at jeg nærmest skal stå til regnskab for resultaterne, når jeg i en sen nattetime vender hjem til de medaljekrævende kolleger helt derude i Barra.
Deres hån lever jeg fint med, og min egen skuffelse og bristede forventninger er jo for ingenting at regne med de følelser, der buldrede gennem Rikke Møller Pedersen, da verdensrekordholderen floppede totalt i finalen i 200 meter brystsvømning og sluttede sidst. Langsommere end i semifinalen, langsommere end i det indledende heat og uendelig langt fra jubelstunderne i Barcelona i 2013, da Rikke Møller Pedersen også græd. Af glæde over at have sat verdensrekord.
