Den 15. og sidste danske medalje ved legene i Rio blev fejret i det danske OL-hovedkvarter i den olympiske landsby.
Mens en stor del af byområdet blev ramt af strømsvigt – også flere af atleternes højhuse – gik den danske indkvartering fri.
Det betød, at det danske håndboldlandshold kunne holde en ordentlig guldfest efter den smukke sejr over Frankrig – uden at komme til skade ved at skvatte over møblerne i det buldrende mørke.
LÆS:
Og stod der så hummere, velstegte møre chateaubriander og glace surprise på menuen? Serveret af elegante tjenere i smoking? Ledsaget af fornuftige vine fra Cotes de Rhone?
Nix, der var sjove drinks, pilsnere – og hamburgere, måske endda cheeseburgere, fritter, med et pift af mayo og ketchup. Rakt videre fra den ene træningsdragt til den anden.
Særlige gæster? Jeps, de danske atleter, der endnu ikke var fløjet ud af Rio.
Muntert og hyggeligt? »Helt bestemt«, svarede alle de spillere, man spurgte.
LÆS:
Blev det sent? »Hvad tror du selv«, spurgte en guldmedalje, der så noget velhængt ud.
Men humøret var højt. Også hos forsvarsspilleren Henrik Møllgaard, der om et par dage vender ’hjem’ til Paris, hvor han igen skal møde de holdkammerater, han slog i OL-finalen.
»Jeg kommer ind i klubben med bøjet hoved, kan jeg godt fortælle dig. Vi vandt finalen, vi er olympiske mestre, fantastisk, men jeg kommer aldrig, aldrig til at hævde mig og prale i det selskab. For franskmændene var frygtelig kede af at tabe. Så jeg skal ikke hovere«, lød det fra Paris-spilleren.
Målmanden Niklas Landin, som blev udtaget til OL-turneringens All Star-hold – i øvrigt sammen med Mikkel Hansen og Lasse Svan – stod med et lille skævt smil, da vi talte sammen om medaljer og den slags.
»Da jeg fik medaljen hængt om halsen, spurgte jeg mig selv: Er det overstået nu? Er det rigtigt, det her? Og selv nu, hvor vi taler sammen, synes jeg, det er surrealistisk«, lød det fra manden fra Kiel.
UDLAND OM GULDET:
»En olympisk guldmedalje har været mit ønske hele livet. At vinde det største af det største. Nu er det sket. Utroligt«.
En anden glad spiller – sludder, de var da alle glade – var René Toft Hansen, der fik indfriet sit store ønske om at opleve OL sammen med sin lillebror, Henrik.
Og for storebroderen, der måtte kæmpe sig tilbage fra en korsbåndsoperation – og som ikke mange regnede med ville blive klar – var der meget at glædes over.
»Mit comeback og guldmedaljen viser, at hård træning belønner sig«, sagde han foran den olympiske landsby.
»Målet var at komme med til Rio – og nu står jeg med denne guldmedalje. Det er helt uvirkeligt«.
MEDALJEREGN:
»Jeg har medaljer fra EM og VM – og nu har jeg også fået en fra OL. Af guld. Og så er vi de første håndboldmænd i Danmark, der har fået en. Den vigtigste af alle medaljer«, sagde spilleren fra Kiel.
Lillebror Henrik – han spiller i Flensburg-Handewitt – vil ikke kalde sin guldmedalje for ’noget særligt’, nej.
»Den er mere end det, den er fantastisk. Endelig fik vi has på franskmændene«, sagde han med et stort smil.
Og så er han glad for, at han har kunnet supplere sin storebror som ansvarsspiller i forsvaret og styret løjerne, når brormand trængte til en puster.
Men er Henrik Toft også med, når det går løs igen – i Tokyo i 2020?
ÅRETS FUND I RIO:
»Ja da«, svarede han straks. »Sådan en oplevelse som den her i Rio gør, at jeg gerne vil komme igen«.
En af dem, der næppe er med i Tokyo, er Barcelona-spilleren Jesper Nøddesbo – som til den tid er 39 år.
Og som her i Rio ikke fik mere spilletid end han gør på klubholdet i Spanien.
»Nej, det blev ikke til meget. Og det er selvfølgelig ikke personligt tilfredsstillende, når jeg gerne vil spille. Men jeg har givet alt det til holdet, jeg kunne. Alt. Og det har været mit mål i denne turnering. At give alt«.
Sagde Nøddesbo – som godt kunne have ønsket at familien havde været i Rio. Så han havde kunnet nyde den store, store guldtime sammen med konen og børnene.
