Selvfølgelig vil han gerne vise os, hvor han bor, siger Romeo, en ung fyr i rød kasket og hættetrøje. Det er denne vej. Vi følger efter ham ind i det store, hvide telt. Et enormt telt. To lastbiler med anhængere kunne mageligt holde ved siden af hinanden herinde.
Vi går i halvmørke hen ad en gang mellem rækker af køjesenge. Hver seng er gemt bag vægge af grå tæpper. Cirka hundrede små huler. Romeo bøjer sig ned ved en underkøje, holder et tæppe til side og peger ind i det, som nu i et år har været hans hjem. En sovepose, lidt tøj.
Hvad skal man sige? At han har indrettet sig hyggeligt? Jeg kan ikke finde på noget.
»Mange nætter ligger jeg bare vågen«, siger Romeo.
