0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Se, hvem der sang for Obama og Trump: Denne kvinde skal synge for Biden

Sikkerhed og coronavirus betyder, at store dele af Bidens og Harris’ indsættelse rykker online.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jim Watson/Ritzau Scanpix
Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
Internationalt

Popstjernen Lady Gaga skal synge nationalsangen ved Joe Bidens indsættelse som USA’s 46. præsident på onsdag den 20. januar.

Det meddeler den komité, der står for indsættelsesceremonien, torsdag.

Også Jennifer Lopez skal synge ved begivenheden, der er anderledes end tidligere indsættelsesceremonier, fordi en meget stor del af den kommer til at foregå på internettet.

Skuespilleren Tom Hanks har sagt ja til at være vært ved et 90 minutters show inden selve indsættelsen.

Under showet vil blandt andre Jon Bon Jovi, Justin Timberlake og Demi Lovato optræde, skriver amerikanske medier.

Det er både coronapandemien og trusler om vold, der har fået Joe Biden og den kommende vicepræsident, Kamala Harris, til at rykke festlighederne online.

Harris tages også i ed onsdag.

Sikkerheden er skærpet markant i det centrale Washington D.C. forud for indsættelsen.

Det sker, efter at tilhængere af den afgående præsident, Donald Trump, indtog Kongressen i sidste uge i et forsøg på at stoppe den formelle godkendelse af Biden og Harris som valgets vindere.

Forbundspolitiet FBI frygter, at det kan komme til yderligere uroligheder 20. januar, både i Washington D.C. og i andre af USA’s delstater.

Derfor beder lokale myndigheder folk om at holde sig væk fra området omkring Kongressen, hvor Biden og Harris skal tages i ed.

I stedet vil Bidens indsættelsesudvalg sende fem dages programmer, taler og meget andet under overskriften ’America United’.

De fem dage vil ’holde traditionerne omkring indsættelsen i hævd, mens de på sikker vis lader flere amerikanere end nogensinde før deltage fra deres egne hjem’, hedder det fra Biden-lejren.

Lady Gaga, der er en af USA’s mest kendte popartister, førte valgkamp for Biden i Pennsylvania, der var en af de vigtige svingstater ved præsidentvalget.

De har også tidligere arbejdet sammen i forbindelse med en kampagne mod seksuelle overgreb.

Da Barack Obama blev indsat som præsident i 2009, sang den nu afdøde soullegende Aretha Franklin. Da han i 2013 blev taget i ed til sin anden embedsperiode, optrådte megastjernen Beyoncé.

Donald Trump måtte tage til takke med mindre kendte kunstnere, da en stor del af underholdningsbranchen takkede nej. Countrysangeren Toby Keith var hovednavn, da trump blev taget i ed i 2017.

Trump, som fortsat hævder, at der er blevet snydt ved valget, har sagt, at han ikke vil deltage ved indsættelsen. Det gør derimod Trumps vicepræsident, Mike Pence.

ritzau

Annonce

Læs mere