Da Brasiliens højreradikale præsident, Jair Bolsonaro, forleden kaldte udenlandske diplomater sammen, var det udelukkende for at fortælle dem, at hans lands valgsystem er korrupt og udueligt. Præsidenten efterlod en flok rystede ambassadører, der kun kunne forstå hans ord således, at Bolsonaro ikke har tænkt sig at anerkende et nederlag ved præsidentvalget 2. oktober.
»Jeg er chokeret og dybt bekymret for Brasiliens demokrati. Det ser ud til, at Bolsonaro har tænkt sig at følge i Trumps fodspor«, sagde en anonym ambassadør til avisen Folha Sao Paulo under henvisning til USA’s ekspræsident, der på samme måde såede tvivl om det amerikanske valgsystem både før og efter valget i 2020.




























