Efter tre ugers mudderkastning, hvor amerikanske og kinesiske diplomater har anklaget hinanden for at svigte det ukrainske folk og modarbejde verdensfreden, talte præsidenterne Xi Jinping og Joe Biden endelig direkte sammen fredag eftermiddag dansk tid.
Over en sikret telefonlinje snakkede de to statsledere usædvanlig længe – i knap to timer – om Ukraine-krigen, Taiwan, coronavirus og det amerikansk-kinesiske forhold. Ifølge et mødereferat fra Kinas udenrigsministerium gav ingen af statslederne nogen indrømmelser, men lovede at arbejde for at få »det amerikansk-kinesiske forhold tilbage på sporet« og tage fælles ansvar for at sikre verdensfreden.




























