Jeg var et svageligt barn. Det lyder selvmedlidende og patetisk, men det er sandt. Jeg var vitterlig et værre skravl. Først overlevede jeg med nød og næppe en runde meningitis – et af mine første minder er at ligge til afkøling i et iskoldt rum på hospitalet, hvor jeg blev indlagt med 42 i feber – og så blev jeg ramt af alvorlig astma. Det viste sig, at jeg var allergisk over for stort set alt, hunde, katte, heste, støvmider, pollen, ja, til sidst var jeg blevet stukket så meget til prikprøverne, at jeg også slog ud over for selve nålen, og så blev efterforskningen af nye ting, jeg skulle passe på, indstillet.
Men da var skaden sket. Vores hunde måtte sendes bort – måske ligefrem aflives, det blev aldrig helt klart – og huset, der lå lige ud til Dyrehaven, hvorfor der var masser af hestehår i luften, sælges. Vores sommerhus i Hellebæk blev ombygget til helårshus, og vi boede der i tre år, så jeg kunne komme lidt til hægterne med den friske havluft.
