Lyt til artiklen
Det var fredag eftermiddag et sted under Berlin. Mens den gule U-Bahn skrumlede afsted over skinnerne i undergrunden, sad jeg og gloede på rækken af mænd på pladserne over for mig. Og nikkede bekræftende til mig selv. ’Berlin bleibt bunt’ (Berlin forbliver farverig eller blandet), som i hvert fald en del af byens borgere havde som slogan, da jeg selv boede i den tyske hovedstad for nogle år siden.
Længst til venstre sad en sheik. Eller det kaldte jeg ham for mig selv på grund af hans skinnende brune kjortel i et stof, der lignede skjorte. På hovedet bar han en forgyldt turban, som den pæne unge mand med gylden teint og velplejet, mørkt fuldskæg konstant rettede på, mens han spejlede sig selv i vinduet bag mig.
