Vi skal tale gås. Du tænker, at det var da mærkeligt, at vi ikke, som altid, skal tale om mig. Gås/mig/mig gås/same/same. Men hvad er en gås? En gås er en ubegavet, pjanket og selvoptaget kvinde, og det er så her, jeg får udslet på alle parametre a la en, der står på Bakken med en ordentlig syg hammer og bare knalder kuglen til tops. Ding. På en måde er jeg et rigtigt mandfolk, men så alligevel osse, lidt gås. Man kan jo ikke gøre for det. Ingen kvinder fødes vel som gæs. Det er noget gåset, der bare sniger sig ind på en, jo længere man har levet. »Åhr, tal for dig selv«, siger min overfladehumane veninde, som kommer fra et hjem med klaverer og fede manerer.
En gås fødes. Det begynder sådan her. Man sidder der, foran sit spejl. Ens hals vokser med et helt op til loftet, og man bliver så bleg om næbbet. Man kigger nu kun op, og alt preller lissom bare af på en, mens man vralter af sted i Vanløse på vej i Føtex, hvor der står en aboriginal udenfor og sælger ’Hus forbi’, men du går bare forbi, for du skal ind og sikre dig en tilbudsand til Morten bisps gibsgebisaften, så du har altså travlt, ja, nogle vil endog kalde dig helt fucked up, og du forsøger at lette fra Jernbane Allé, men det kan du ikke, fordi du er så åndeligt gumpetung, selv om du selvfølgelig, i teorien, synes, at det er uheldigt, at nogle ikke har tag over hovedet, men i virkeligheden rager det dig en papand.
