I søndags skulle jeg op på scenen foran omkring 500 mennesker, løseligt anslået efter hvor mange stole der stod i salen, og være konferencier ved en væsentlig prisuddeling. Jeg kan ikke rigtig huske hvilken prisuddeling, hvem der skulle have prisen, og hvorfor lige præcis jeg var udvalgt til at forestå begivenheden. Men det var i hvert fald fuldstændig nyt for mig (måske havde jeg simpelthen svedt det ud), og nu stod jeg der helt uforberedt, hjernen kørte på højtryk for at finde på formuleringer i topklasse, kvikke onelinere eller bare et eller andet relevant om det emne, prisuddelingen handlede om.
Som jeg altså ikke kan huske. Men jeg kan huske fornemmelsen af, hvordan mit brede smil nikkede op og ned, når diverse runners med vandglas og tilrettelæggertyper med klippemanusser kom forbi for at tjekke, om jeg var klar til at gå på scenen, hvordan mine tænder tørrede ud bag læberne, sveden brød ud på ryggen, og det hele knagede og bragede i mit hoved med en sindssyg panisk hastighed.
