Der var engang et svin. Hun vaklede rundt mæ’ lår i tæerne, et sted i Kronjylland, og havde det ret så dårligt mæ’ sig selv. Det var noget mæ’ selvværd og noget patværk, der ikke levede op til forventningerne og slet ikke stod mål mæ’ alle de pattegrise, hun kontinuerligt undfangede. Tilmed døjede hun mæ’ brystbetændelse, og vil man vide, hvordan den slags føles, kan man spørge sin samlever, om hen lige gider stikke en stoppenål gennem ens brystvorte i slowmotion.
Den fede so er pænt træt af at være en fødemaskine. En so har osse følelser, nå. Og drømmer osse om, hva’ vi ska’ lege. Far, mor og børn eller hvem kommer først? Købmandsforretning, skjul eller rundbold ... eller? Hvornår må man egentlig få lov til at være sig selv? Bare hyg’ mæ’ sig selv, nogle fyrfadslys og en pose flæskesvær? Strunte i, at man har for meget på sidebenene og i stedet bare glæde sig over, at man stadig er i live og har ubegrænset skærmtid på de sosociale medier. Dejlyt.
