Nu har jeg endnu en gang faket mig halvvejs gennem marts måned. Løjet og ladet som om, heppet på krumbøjede erantis og istemt det kollektive glædeskor; dels af respekt for den offentlige mening, dels af udmattelse ved tanken om endnu en gang at skulle anfægte den: Foråret er en fest. Forår er det, vi alle længes efter. At ’gå mod lysere tider’ er en talemåde, så rodfæstet i sprogets afdeling for håb og fortrøstning, at man ville blive arresteret eller indlagt, hvis man i stedet advokerede for det modsatte.
Men det er det, jeg gør. Jeg jubler indvendig, når det sidste sankthansbål er slukket, og det omsider går den rigtige vej, når de lyse nætter skrumper, og vi går ’mod mørkere tider’. Alting falder på plads, natdyret vågner, energien vender tilbage.
