For nylig så jeg et tv-program om brunkulslejerne i Jylland. Hvordan man under og lige efter besættelsen gravede millioner af tons brunkul op – med håndkraft. Flere tusind mænd skovlede brunkul i 5 og 10 år, 50 timer om ugen. Det kunne man kun, hvis man var stærk som en okse, bogstavelig talt.
Det fik mig til at tænke på Anders, som var det stærkeste menneske, jeg nogensinde har mødt. Det var i 80’erne, da vi havde købt vort lille forfaldne husmandssted, og der var brug for gode kræfter til at bygge om. De nødvendige håndværkere var uundgåelige, men så fik vi også Anders, og han var en gave. Den første dag satte jeg ham til at rive en staldbygnings ældgamle bliktag ned. Han tog en stige og et brækjern, og derpå fløj blikpladerne igennem luften i en sky af støv og skidt og møg, og en time efter var han færdig. Bagefter var det en gammel betontrappe, der skulle væk. Han angreb den med sin stålstang, og den forsvandt også på ingen tid. Aldrig har jeg mødt et menneske, for hvem det hårde fysiske arbejde var en så naturlig del af livet, fuldstændig blottet for fagpolitiske undertoner, jammer og klage eller dårlig ryg.
