Det, man får lavet om morgenen, er det bedste. De ord har jeg gennem min opvækst hørt min farmor sige mindst lige så mange gange, som der er havregryn i en pakke Solgryn. Eller rettere: om monnern, for min farmor, der levede alle sine næsten 92 år på landet i det sydjyske, talte dialekt.
Havde vi i min familie haft tradition for at få skrevet livsmottoer eller -konklusioner på gravsten, og havde jeg skullet bestemme, stod ordene på hendes. Sådan blev det imidlertid ikke, og det er også godt nok. For selv om hun utvivlsomt ville stå ved udsagnet også på den yderste dag, ville hun synes, det var at gøre for meget væsen af sig. Idealet var for hende et jævnt og muntert, virksomt liv på jord – og i virkeligheden helst nok mere virksomt end muntert. Hun syntes, det var vigtigt at få noget fra hånden; og håndens arbejde var det, der talte.
