Ude på de sociale medier er der masser af opfordringer til at boykotte Ikea oven på Rasmus Paludans afbrænding af Koranen foran den tyrkiske ambassade i Stockholm. Mennesker fra flere muslimske lande, også i lande i Sydøstasien, står bag opfordringerne. De ønskes held og lykke med projektet herfra.
Jeg har selv prøvet at boykotte Ikea i mindst fem år, og det er overhovedet ikke lykkedes mig. Det har været en kæmpe fiasko. Jeg har således beviser for at have været i Ikea i 2018, 2020, 2021 og to gange i 2022 trods min selvpålagte boykot. Ja, så sent som i oktober var jeg forbi for at købe en lysskinne – for af alle grimme lysskinner i verden er Ikea’s de mindst grimme – og der røg også julepapir og fire juletræskugler i den gule indkøbspose. Og bagefter blev der tanket kanelbullar på frost.
En virkelig ussel boykot.
Dejlige 80’er-papkasser
Jeg har sådan set altid elsket Ikea, eller i hvert fald siden starten af 1980’erne, hvor jeg jævnligt gik til bøjletandlæge i Aalborg. Da Ikea åbnede i byen i 1982, blev en tur til Ikea en del af udflugten. Jeg husker med stor glæde nogle hvide opbevaringspapkasser med et rødt gittermønster, jeg fik lokket ud af min mor.
Jeg har også elsket at studere deres årlige kataloger og har drømt mig selv og mit liv sammen med Ikea’s verden af især opbevaringsmøbler, tekstiler og lamper. Engang tænkte jeg, at når jeg fik bil, ville jeg køre i Ikea hele tiden for at hente Fantastisk-servietter og Jubla-stearinlys.
Det var en skrivebordsplade, der satte en stopper for den symbiose. Min datter havde fået et Ikea-skrivebord, som var meget langt – perfekt til kreaværksted og lektielæsning, syntes moderen – men der kom en dag, hvor barnet ville noget andet: Skrivebordet skulle være meget kortere. Jeg tilbød at save det over, og det tilbud blev accepteret.
Det positive var, at det var meget let at save det bord over. Det var også det negative. Er du klar over, hvad der er inden i sådan et Ikea-bord? Pap. Det ligger i et sirligt mønster holdt sammen af træfiber- og spånplader. Var det naivt at tro, at et skrivebord fra Ikea til 500 kroner ville bestå af andet? Ja, det var det nok.
Eftersom oversavningen efterlod en uskøn kant af pap og presset træ, kom der en dag, hvor barnet ville have et nyt Ikea-skrivebord. Bordet fås stadig hos Ikea til 649 kroner, og det må man give firmaet – de fortæller i detaljer, hvad det består af: spånplade, træfiberplade, honeycomb-papir (100 pct. genanvendt papir), akrylmaling, plastkant, papirfolie og stålben med epoxy-/polyesterpulverbelægning.
Grimmere med årene
Jeg nægtede at købe det. »Prisen er kun god, hvis varen er det«, har jeg lige læst i i Nettos vindue på Rådhuspladsen, og jeg synes ikke, det er en god pris for et produkt, der overvejende består af spånplader med maskering af papirfolie – og når Ikea skriver på deres hjemmeside: »Træ er det materiale, der oftest forbindes med Ikea-møbler, og det er der en god grund til. Det er fornybart, genanvendeligt, holdbart, bliver smukkere med årene, og det er en vigtig del af vores skandinaviske designarv« – ja, så klinger det hult hos mig.
Jeg kunne jo se på det oversavede bord, også inden der blev savet, at det ikke var blevet smukkere, men en hel del grimmere på de få år, det havde stået på børneværelset. En del af den skandinaviske designarv? Nej, spånplader og folie har intet med den arv at gøre.
Selv om Ikea gør et stort nummer ud af genanvendte materialer, vil jeg også sætte et stort spørgsmålstegn ved, hvor bæredygtigt det er at købe sådan et bord. Når holdbarheden ikke er større, hvor bæredygtigt er det så egentlig i længden? Og hvor billigt er det? Jeg fik selv et dyrt skrivebord omkring 1983, som er i brug her 40 år senere, om end det nu lakker mod enden. Jeg fik også en gedigen seng et år eller to efter, der stadig er i brug. De er begge lavet af træ, altså rigtigt træ.
Datteren og jeg indgik et kompromis om at købe skrivebordet brugt. Det er flere år siden, det røg videre til genbrug.
Da min familie og jeg flyttede for godt fem år siden, satte jeg mig derfor for at bandlyse nye Ikea-ting i det nye hjem. Det skulle være den ultimative boykot, og en Ikea-vasketøjsløsning og to Ikea-lamper, jeg alligevel mente var nødvendige, fik jeg da også købt brugt. Jeg var stolt over min viljefaste leveringsdygtighed på den boykot.
Men så ville datteren have en kommode. Jeg prøvede ihærdigt at lobbye for at købe en afsyret kommode, som trods en alder på omkring de 100 år stod flot til en pris på 400 kroner på dba. Jeg tilbød også at male kommoden.
Det blev en kamp, jeg tabte. Hun fik en spritny Ikea-kommode til en pris dags dato på 1.299 kroner. Selv om den overvejende består af massivt fyrretræ med hvid bejdse, og der kun er et par træfiberplader i bunden af skufferne, så står hendes fem år gamle Ikea-kommode nu på værelset og ser allerede træt ud. Jeg ærgrer mig.
Værre er det, at jeg heller ikke siden kommoden har været i stand til at stå fast. Sidenhen har jeg også købt kurvestole, glas, bordskånere og Bevara-poseklemmer. Åh, jeg elsker de poseklemmer. Og en seng til teenagesønnen. For den Ikea-seng, han havde – som godt nok havde en del år på bagen – knækkede i den ene side og stod ikke til at redde.
Da min bror hørte dette, spurgte han sin nevø: »Nå, har du da fået en kæreste«. Hvilket fik det røde blod til at rulle kraftigt op til teenagerens hoved, mens vi andre grinte højlydt. Ud i hele Ikea’s cafeteria.
Ja, vi mødtes alle i Ikea og spiste köttbullar med mos, flødesovs og lingonsylt den dag.
Fanden ta’ dig, Ikea.
fortsæt med at læse
