Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en teaterforestilling, uden at nogen fra publikum har stillet sig op for at klappe. Det er for meget. Hvad gør vi, spørger Ida Herskind i denne klumme?

Klumme: Jeg lovede mig selv at blive siddende efter forestillingen, men endte med at rejse mig som en lemming

Tegning Mette Dreyer
Tegning Mette Dreyer
Lyt til artiklen

Da jeg før sommeren var inde og se teaterstykket ’Hex’ på Det Kongelige Teaters Store Scene i Skuespilhuset, besluttede jeg mig allerede under første akt for, at stykket var for langt.

Selv om hekseafbrændingerne under Christian IV er fyldt med dramatisk stof, og selv om særlig skuespillerne Kitt Maiken Mortensen og Christine Albeck Børge fyrede den af med eliksir og ægte tårer, så var der ikke rigtig magi i rodebutikken. Jeg ville nærmest hellere have læst retsdokumenterne på en læsesal end at udsættes for så meget røg og følelsen af stroboskoplys, hver gang Jeanett Albeck fjollede rundt med djævlehorn og nipple tazzles. Det levede ikke op til stående applaus.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her