For sent går det op for mig, at jeg har begået en fejl. Jeg er cyklet til Vanløse på den dyreste af mine to cykler; den uden barnesædet. Den, jeg havde sparet sammen til i mere end et år. At parkere sådan en kulfiberdrøm foran Vanløse Station er jo en risikobetonet handling, for grunden til, at jeg overhovedet er her, er, at her foregår noget lumpent. Vanløse er martret af uønsket og utryghedsskabende aktivitet i mulmets timer. Tilstedeværelse af personer og grupper, man helst er foruden.
Så jeg låser cyklen så godt fast til stativet, som jeg kan, og fjerner for en gangs skyld de aftagelige lygter, men fortryder undervejs: Hvordan kan jeg vide, at de vil blive stjålet? Måske er der slet ikke så utrygt på Vanløse Station. Jeg vil jo helst kunne meddele, at al den ståhej, jeg er på vej ind til, er dybt overflødig og menneskefjendsk, så jeg sætter lygterne på cyklen igen og roser mig selv for at tro på det bedste i mennesket. Jeg skulle bare vide, at jeg var på vej til at overtræde både ordensreglement og våbenlovgivning.
