Zhang Jian er ikke bare et A-menneske, men et A-plus menneske. En mønsterborger. Han passer sit arbejde, har styr på økonomien, overholder Kinas love, men har dog en enkelt ridse i lakken.

»Her kan De se, at jeg har fået et par minuspoint, fordi jeg gik over for rødt engang«, siger han, da vi møder ham i den østkinesiske by Rongcheng.

Den 42-årige kineser er mødt op i den lokale borgerservice for at få den seneste opgørelse af stillingen på sin »socialkreditkonto«. Det er en konto, der angiver det kommunistiske styres bedømmelse af ham og samtlige andre af Rongchengs 670.000 indbyggere, og som bygger på en omfattende – og voksende – mængde af data om den enkelte borger: om ægtestand, antal børn, bøder, straffeattester, banklån, kredithistorie, arbejdspladsvurdering, økonomiske forhold, og hvad ’systemet’ nu ellers finder relevant.

Big-data-diktatur

Kritikerne taler om et gryende it- eller big data-diktatur, hvor det kinesiske styre belønner og straffer sine borgere efter deres adfærd.

Ideen er enkel: Alle borgere er ’født’ med 1.000 point, som imidlertid kan blive til mere, hvis man lever op til det kinesiske kommunistpartis dyder og eksempelvis er flittig eller påtager sig socialt arbejde. Men man kan også miste point, hvis man ikke passer sit arbejde, har rod i økonomien eller bliver straffet for forseelser såsom at gå over for rødt. Den højeste vurdering af en borger er AAA, hvorefter det går ned ad bakke mod AA, A og – helt i bunden – til D for borgere med under 600 point på socialkreditkontoen. Men Zhang Jian er en mønsterborger: Denne dag får han at vide, at der står 1.015 point på hans socialkreditkonto, så han er A-plus.

»Hvis jeg var endt i B-gruppen, ville det ikke være blevet til noget med min forfremmelse. Ansatte, der som jeg arbejder for en offentlig myndighed, skal mindst have et A«, siger han lettet.

Mønsterborgere som Zhang Jian, der arbejder i den lokale skovstyrelse, har adgang til bedre skoler, sociale ydelser og forsikringer, mens D-gruppen er afskåret fra lederstillinger, risikerer lavere sociale ydelser og tab af kreditværdighed.

Digital leninisme

Netop i disse dage afholder Det Kinesiske Kommunistparti sin 19. kongres, hvor den fastlægger kursen for de kommende fem år. Som sådan er det den vigtigste begivenhed i kinesisk politik, og netop i år har den været ekstra vigtig: Præsident Xi har strammet grebet om magten og indledte for et par dage siden kongressen med en tre en halv time lang tale, hvor han lagde afstand til vestligt demokrati og skærpede tonen over for »anderledes tænkende«. Det er også i det lys, man skal se det ’socialkreditsystem’, som blandt andet Rongcheng indførte som et forsøg for tre år siden.

»Det overordnede formål er at regulere den menneskelige adfærd og ændre hverdagsrutiner gennem en omfattende indsamling af data og individuelle vurderinger«, vurderer direktøren for det ansete tyske Mercator Institut for Kina Studier, politologiprofessor Stefan Heilmann, over for Politiken.

Han taler om en ny form for ’digital leninisme’: »I fremtidens kinesiske styring vil det være algoritmer og hverken love, politi eller dommere, der udøver den regulerende og dømmende magt«.

Kontrolfikseret centralregering

Stefan Heilmann er en af Europas fremmeste eksperter i Kinas politiske system og har nøje fulgt det kinesiske styres arbejde med det sociale kreditsystem. Et arbejde, der i løbet af blot ti år har forvandlet internettet fra en af de største trusler mod autoritære styrer som det kinesiske til et af dets stærkeste redskaber.

»Kinas kontrolfikserede centralregering har midlerne til at blive et super-datacenter gennem samarbejde med en lille gruppe statsgodkendte kommercielle datagiganter som Alibaba, Tencent og Baidu«, påpegede Stefan Heilmann, da han for nylig skrev en analyse om emnet.

Alibaba er Kinas svar på den amerikanske nethandelmastodont Amazon, mens Baidu svarer til Google, og Tencent til Facebook. Alle ved efterhånden, hvor enorme mængder af data der ligger om os alle sammen i disse systemer. Men hvor de i Vesten er samlet i store, men dog adskilte, datamastodonter, så har det kinesiske etpartistyre mere kontrol med sine datamastodonter – og har på det seneste også strammet grebet om dem.

Systemeksport

Ifølge planerne fra det kinesiske styre skal det inden 2020 have samlet så mange af kæmpenationens databaser som muligt. Systemet i Rongcheng er blot et af en række pilotprojekter, der eksempelvis også rummer forsøg med automatisk ansigtsgenkendelse i Shanghai. Her risikerer borgerne bøder for trafikforseelser, hvis de fanges på et gadekamera og efterfølgende bliver automatisk genkendt i myndighedernes database.

»Selv om der vil være mange problemer med at integrere og bearbejde og analysere dem, så er jeg ikke i tvivl om, at det er et system, som i løbet af de kommende tre år vil blive en vigtig faktor i det kinesiske hverdagsliv som en incitaments- og straffemekanisme«, skønner Stefan Heilmann og tilføjer endnu et perspektiv: »Som led i et omfattende overvågnings- og reguleringssystem, forventer jeg, at mange autoritære regeringer vil være stærkt interesseret i at indføre systemet i deres egne lande – måske i lokale versioner med tilpassede prioriteter og algoritmer«.

For og imod

Den 37-årige Sui Yuxiang, der bor i en landsby lige uden for Rongcheng, forstår ikke bekymringen:

»Der er 260 familier tilknyttet mit område. En gang om måneden kommer der en ny socialkreditvurdering. Det sker den 25. i hver måned. De, der hjælper andre eller yder en særlig indsats, får tillægspoint, 5 eller 10 point. Og jo flere point man får, desto mere hæderlig anses man for at være. Hele stemningen her er også blevet bedre. Folk er mere aktive og engagerede, og kvaliteten af sameksistensen har forbedret sig«.

Systemkritikeren Murong Xuecun er uenig: »Kina taler hele tiden om det harmoniske samfund. Men den form for harmoni, Xi Jinping taler om, adskiller sig fra det, som folk som mig forstår ved harmoni. Præsident Xi Jinping forstår harmoni som en streng orden, hvor kun én stemme er tilladt, og hvor der ikke er nogen opposition«, siger han og tilføjer:»Noget af det mest skræmmende er for mig at se, at selv ens kommentarer på nettet kommer til at få indflydelse på ens socialkredit«.