Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Fund af MRSA-bakterie i pindsvin ændrer ved den opfattelse af antibiotikaresistens, forskere hidtil har haft.

Pindsvin punkterer myte om antibiotika-resistens

Foto: Russell Cheyne/Ritzau Scanpix
Foto: Russell Cheyne/Ritzau Scanpix

Forskere ved Statens Serum Institut har gjort en opsigtsvækkende opdagelse, der potentielt kan spille en vigtig rolle i forståelsen af resistens mod antibiotika. De har i et nyt studie fundet ud af, at den antibiotika-resistente bakterie MRSA er meget ældre, end vi hidtil har troet.

Før studiet var den gængse opfattelse, at MRSA opstod i cirka 1960. Det vil sige, cirka et år efter at man var begyndt at bruge det antibiotika, der hedder methicillin, som MRSA-bakterierne er resistente over for.

»Men vi kan vise, at MRSA er over 200 år gammel og har været til stede i vilde pindsvin i al den tid«, siger seniorforsker ved Statens Serum Institut Jesper Larsen, som har ledet undersøgelsen.

På pindsvinene bor der en svamp, som producerer penicillin. For at kunne leve på overfladen af pindsvinene har svampen været nødt til at være resistent over for methicillin. Dermed har der i over 200 år været MRSA-bakterier på overfladen af pindsvinene, forklarer Jesper Larsen.

Antibiotika-resistens er, når medicinen antibiotika mister evnen til at dræbe eller hæmme væksten af bakterier. Problemet med resistente bakterier er, at de er svære at bekæmpe. Dermed kan de nemmere sprede sig.

»Vil ikke ændre verden«

Fundet af MRSA-bakterien på pindsvin ændrer ved den opfattelse af antibiotikaresistens, som vi indtil videre har haft. Den er med andre ord ikke opstået i mennesker som følge af vores brug af antibiotika til behandling af infektioner.

»Hidtil har man antaget, at der var en meget stærk korrelation mellem vores forbrug af antibiotika, som startede i 1940’erne, og så forekomsten af antibiotikaresistens. Det er der selvfølgelig også. Der er ingen tvivl om, at antibiotikaforbruget spiller en væsentlig rolle for den krise, vi har nu med resistente bakterier. Men vores studie viser, at de her resistente bakterier måske har fået deres resistensgener fra andre bakterier, der lever i naturlige miljøer som vilde dyr, jorden eller lignende steder«, siger Jesper Larsen.

Han fortæller også, at det i 2011 blev beskrevet, at MRSA kom fra køer. Men studiet viser, at det ikke passer. Bakterierne stammer fra pindsvin, hvorfra de er blevet spredt til husdyr og mennesker.

I sig selv vil undersøgelsen »ikke ændre verden«, som Jesper Larsen udtrykker det. Men han håber, at den vil foranledige andre undersøgelser, som kigger nærmere på, hvor antibiotikaresistens i bakterierne kommer fra. Altså ud over fra vores store forbrug af antibiotika.

For studiet viser, at resistensen også kan opstå naturligt. Og hvis man kan forhindre, at de naturligt opståede resistensgener spreder sig fra for eksempel vilde dyr til menneskebakterier, så er det et godt våben, der sammen med et lavere forbrug af antibiotika kan bruges under antibiotikakrisen, mener Jesper Larsen.

Skal vi være bange for pindsvin?

Det korte svar er nej, fortæller forskerne bag studiet. Mennesker får nemlig sjældent infektioner med mecC-MRSA-bakterier, selvom de har været til stede i pindsvin i mere end 200 år. Desuden nyder folk at have pindsvin i deres haver, og indsatsen fra haveejerne for at bevare pindsvinene i naturen, er ifølge forskerne essentiel.

»Det er vigtigt at huske på, at vilde dyr kan bære rundt på bakterier, parasitter, svampe og virusser, som i sjældne tilfælde kan føre til sygdom hos mennesker. Derfor er det vigtigt altid at holde en god håndhygiejne, når man fodrer og eventuelt rører ved pindsvinene. Både af hensyn til pindsvinene og os selv«, siger medforfatter på studiet, Sophie Lund Rasmussen, ph.d. og pindsvineforsker ved Wildlife Conservation Research Unit (WildCRU), Oxford Universitet, samt affilieret forsker ved Institut for Kemi og Biovidenskab, Aalborg Universitet.

Studiet er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Nature.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her