0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Techprofessor: Er dit ansigt virkelig dit eget? Eller er det et offentligt gode?

Automatisk ansigtsgenkendelse hos alt fra fodboldstadioner til politiet flytter nogle vigtige principielle grænser: Hvem ejer egentlig retten til dit ansigt? Dig selv eller ’det offentlige’?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Viden og Tech analyser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Viden og Tech analyser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Dit ansigt er som en stregkode, der kan skannes automatisk og fortælle, hvad du hedder, hvor du bor, hvem du er, og hvordan du har det. Men er dit ansigt en privat sag eller noget, som firmaer og myndigheder frit skal kunne skanne og bruge til at påvirke eller kontrollere dig? Eller sagt på en anden måde: Er dit ansigt privat ejendom eller et offentligt gode?​​​

I USA spreder brugen af ansigtsgenkendelse sig fra efterretningsarbejde til skoler og parker. Ansigtsgenkendelse er også del af en stigende fascination af overvågning, som når justitsminister Nick Hækkerup (S) fra Folketingets talerstol siger, at mere overvågning øger friheden i vores samfund. Når vores ansigter bliver høstet og samlet i gigantiske databaser, kommer vi endnu tættere på et samfund, hvor alt bliver eksponeret, og ingen kan gemme sig. Derfor sætter automatisk ansigtsgenkendelse spørgsmål om grænserne for den digitale udvikling helt på spidsen: Vil vi have frihed eller sikkerhed? Smarte løsninger eller privatliv?

Teknisk set er automatisk ansigtsgenkendelse ukompliceret at stable på benene. Du skal bruge nogle kameraer i god kvalitet, og dem har vi allerede masser af på gaderne og i lommerne. Så har du brug for en stor database med billeder af ansigter og andre informationer. Ansigter er lige så unikke som fingeraftryk, nemme at opsnappe i gadebilledet og på sociale medier og kan kombineres med data fra datakøbmænd, der sælger følsomme oplysninger om folks sygdomshistorie, seksualitet og økonomi. Til sidst skal du bruge en kvik algoritme, der kan få øje på mønstre i materialet fra kameraerne og i databasen.

App aldrig taget i brug

Den slags er nemt at bygge, og Facebook lavede en testversion i 2015. En smartphoneapp, hvor brugeren kunne pege sit kamera mod en person og straks få vedkommendes navn og facebookprofil. Den app er smart, hvis du er på bar og ikke tør tage kontakt til en flot mand, eller hvis du gerne vil vide mere om hende den lækre, du stod ved siden af i metroen.

Men også grænseoverskridende, hvis man gerne vil være anonym. Det var også Facebooks konklusion, at den app var lidt for klam, og den blev aldrig frigivet. Og Google annoncerede i 2011, at de ikke ville udvikle tjenester, der ’krydser den creepy linje’ ved at lave ansigtsgenkendelse af enkeltpersoner. Men begge firmaer arbejder med ansigtsgenkendelsessystemer, for de kan levere finkornede indsigter om vores personlighed, humør og følelser – værdifuld viden, hvis man vil målrette reklamer meget præcist. F.eks. kan en restaurant målrette et tilbud til dig, når du går forbi, og hurtigt sætte prisen længere ned, hvis skanningen af dit ansigt viser, at du ikke reagerer positivt nok på det første tilbud.

Mens de store techvirksomheder øver sig i at trække grænser og vise ansvarlighed, er andre firmaer ligeglade. Amerikanske Clearview AI har således udviklet den mest vidtgående version – en ansigtssøgemaskine – der kan sammenholde et billede af et ansigt med en database bestående af tre milliarder fotos. Den er primært tilgængelig for politi- og efterretningstjenester, men Clearview er også begyndt at lave aftaler med sikkerhedsfirmaer og kunne vælge at frigive den bredt.

Kombinationen af grænseløse teknologiske muligheder og udbredt overvågningsbegejstring gør det nødvendigt at stille nogle basale spørgsmål, der kan hjælpe os med at sætte grænser for automatisk ansigtsgenkendelse. Her er fire, vi kan starte med:

Upræcise og med fejl

Kan vi stole på ansigtsgenkendelse som fakta? De fleste systemer er stadig upræcise og fejlbehæftede. De er bedst til at identificere de hvide mandeansigter, de er blevet trænet på, og dårligere til kvinder, børn og mørkhudede. De bedste systemer gætter med 80-90 pct. sikkerhed rigtigt, men den fejlmargin kan have stygge konsekvenser for de 10-20 pct., som kommer i klemme. Automatisk ansigtsgenkendelse kræver endnu flere kompetente mennesker, der kan tage stilling til sandhedsværdien i automatiserede systemers analyser.

Skal vi vægte sikkerhed over frihed? Ideen om, at mere overvågning skaber mere frihed, er problematisk og kortsigtet, fordi for meget kontrol ødelægger samfundets udviklingsmuligheder. Som Bruce Schneier påpeger i bogen ’Click Here to Kill Everybody. Security and Survival in a Hyper-Connected World’, ødelægger overvågning nysgerrighed og innovation, for det bliver farligt at tage chancer og lave eksperimenter, når alt kan eksponeres og bruges imod dig.

Hvad er forskellen på ansigtsgenkendelse i private og offentlige sammenhænge? At Brøndby Stadion bruger automatisk ansigtsgenkendelse til at undgå bøller og slåskampe på deres område, er noget andet, end at hele samfundet bliver overvåget. Hvis man ikke vil have sit ansigt skannet, kan man se fodboldkampen fra sofaen, men vi kan ikke fravælge gader og andre offentlige rum. Hvis vi omsættes til stregkoder og udsættes for sandsynlighedsberegninger alle steder, forsvinder retten til privatliv. Der kan være situationer, hvor ansigter kan være en værdifuld del af sagsmaterialet i politi- og efterretningsarbejde. Men de grænser skal drages præcist og kompetent.

Bør vi tænke på privatliv som et individuelt eller et kollektivt anliggende? Nogle taler for at stoppe automatisk ansigtsgenkendelse via lovgivning. Men teknologierne er allerede sluppet løs, og andre former for overvågning har frie tøjler. Hvis staten ikke sætter grænser for ansigtsgenkendelse, må vi hver især udøve nye former for selvforsvar for at skabe plads til privatliv. Ligesom vi så demonstranterne i Hongkong gøre for nylig, kan vi bruge paraplyer til at skærme for overvågningskameraer og købe tøj med ansigtsprint, der forvirrer systemerne.

Mikkel Flyverbom er professor mso på Copenhagen Business School og medlem af Dataetisk Råd