Skal man sige det kort, ved man i virkeligheden meget lidt om, hvordan den brune rotte – Rattus norvegicus – lever sit underjordiske liv blandt brugte kondomer, madrester, i lort, og hvad der ellers flyder rundt nede i kloakkerne. Man ved for eksempel ikke, i hvor høj grad rotterne flytter sig fra kloakområde til kloakområde, ligesom man heller ikke ved, præcis hvor de egentlig foretrækker at opholde sig i de underjordiske rørsystemer. Og når man ser en rotte i det fri, for eksempel på toppen af en skraldespand, er det så en kloakrotte, der blot er på dagtur – eller er der tale om en brun rotte, som lever permanent under åben himmel? »Der er i det hele taget en hel masse ubesvarede spørgsmål omkring kloakrotter, og det gør det vanskeligt at bekæmpe dem optimalt«, siger biolog og ph.d. Ann-Charlotte Heiberg fra Skadedyrlaboratoriet under Danmarks Jordbrugsforskning, mens hun kigger ned i kloakbrønden ud for nummer 37 på Birkholmsvej i Lyngby og med tilfredshed konstaterer: »Der er gået en rotte i fælden«. Kloakrotter er overalt i verden en plage. Først og fremmest fordi de spreder sygdomme – blandt andet leptospirebakterien, der kan forårsage den frygtede Weils syge – men også fordi Rattus norvegicus med sin gnaveaktivitet kan anrette store skader på kloaksystemet.
Derfor bliver den systematisk bekæmpet ved hjælp af gift, som danske kommuner herhjemme sørger for bliver lagt ud i kloakkerne. Gift uden virkning Denne gift består af antikoagulerende stoffer, der får rotterne til at dø af indre blødninger. Problemet er bare, at stadig flere rotter udvikler resistens mod de gængse midler, og at de giver denne modstandskraft videre til deres afkom.
