Tyrkisk familie bevæger sig på alle fire

Fem af den tyrkiske families 10 børn bevæger sig fremad på alle fire.   Foto: Reuters
Fem af den tyrkiske families 10 børn bevæger sig fremad på alle fire. Foto: Reuters
Lyt til artiklen

Ned på alle fire. Mere skal der ikke til for at rejse sig fra fuldkommen anonymitet til absolut verdensberømmelse, hvilket skete for fem søstre og brødre i en indavlet familie i et landligt hjørne af det sydlige Tyrkiet. I avisartikler og på websites verden over har de været dagens kuriøse indslag, der lugtede lidt af videnskab og en skør, skør verden. Kodeordene var missing link, gener, evolution, BBC. Numsen i vejret Men det er absolut heller ikke normalt for mennesker at lunte rundt som bjørne, hvilket er den måde, familiens gang bedst beskrives af dem, der har besøgt dem: Fødderne og det nederste af håndrødderne på jorden og numsen i vejret. Dermed belastes fingrene ikke, i modsætning til hvad man ser hos gorillaerne, der går på knoerne. Og derfor fortælles det også, at de tre firbenede søstre ynder at hækle og brodere om aftenen i det sparsomt indrettede lille hus, hvilket jo ikke er let, hvis man har gået på knoerne hele dagen. Om den ene bror siges det, at han i stedet for at brodere går ind til byen på alle fire. Hård hud på hænderne Huden er hård på håndroden af de i alt fem børn i alderen 18 til 34 år, hvilket ifølge den tyrkiske psykolog Uner Tan er bevis for, at familien ikke forsøger at føre nogen bag lyset. Sådan har de altid bevæget sig, fortæller han. Via Tan er familien ad omveje havnet i et dokumentarprogram, der 17. marts vises på britiske BBC, hvori professor i evolutionspsykologi fra London School of Economics Nicholas Humphry besøger familien. Mor og far beskrives som meget nært beslægtet. Alle fem børn beskrives som svært retarderede. Forældrene har ifølge BBC yderligere fem børn. Dem har Politiken ikke indhentet oplysninger om. Cirkus i videnskaben Besøget får Humphry til at konkludere, »at familien ser ud til at være vendt tilbage til en instinktiv form for opførsel, der er indprentet dybt inde i hjernen, men glemt eller forladt af os andre i den evolutionære udvikling. Det har givet os et ekstraordinært vindue til fortiden«. BBC bruger psykologens udsagn som stikord til en artikel om sit eget tv-program: 'Family may provide evolution clue' (Familie kan måske forklare evolutionens gåde). Er dette et kig ind i tiden fra før, vi rejste os på savannen? »Umiddelbart lyder det som det rene vås. Og det kan virke, som om der er gået cirkus i videnskaben«, siger overlæge på klinisk genetisk afdeling Peter A.K. Jensen, der selv har skrevet to populærvidenskabelige bøger om menneskets evolution. Han mener, at psykologen til BBC udtaler sig lige flot nok og uden belæg. Motorisk forstyrrede Dels går familien ikke som vores forfædre aberne, men mere som bjørne, hvilket taler imod, at familien er gået tilbage til chimpansestadiet. Dels lider familien af en tilsyneladende nedarvet defekt i lillehjernen, kaldet ataxi, hvilket typisk forstyrrer den motoriske koordination. »Som læge vil jeg forklare deres gang med, at de er så svært motorisk forstyrrede på grund af ataxi, at de har svært ved at gå på to ben. Men det er godt nok første gang i mit liv, at jeg har oplevet folk bevæge sig rundt på alle fire tilsyneladende så konsekvent«, siger overlægen. Ifølge den videnskabelige verdens bedste bud er det omtrent syv millioner år siden, at mennesket rejste sig op.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her