Politiken har bedt miljøminister Connie Hedegaard (K) og professor i miljømedicin Philippe Grandjean vurdere spørgsmålet.Philippe Grandjean: »Man skal vel ikke nødvendigvis være bekymret for alt det, vi ikke ved. Men i dette tilfælde ved vi en del om de 'nye' stoffer, som er markedsført siden 1981 og derfor undersøgt for skadelige virkninger. Omkring 70 procent anses for at være så farlige, at regler om mærkning og begrænsninger i anvendelsen træder i kraft. De samme restriktioner gælder desværre kun for et par procent af de 'gamle stoffer', der kom på markedet før 1981. De fleste af disse stoffer er slet ikke undersøgt. De mest anvendte stoffer er nu ved at blive undersøgt, men resultaterne kommer først om mange år. Jeg synes, det er vigtigt at få disse resultater frem, men samtidig må planen om at undersøge stofferne ikke medføre, at vi udskyder en forebyggende indsats til en fjern fremtid.« Connie Hedegaard: »Jeg er helt enig med dig i, at man ikke skal være bekymret for alt det, vi ikke ved. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg læner mig tilbage og er tilfreds. Målet er at få styr på alle de kemikalier, vi kommer i berøring med, men også at vi her og nu forvalter den viden, vi har, på en balanceret måde. Proportionerne skal med andre ord ind i debatten. Derfor skal vi også være varsomme med at melde for voldsomt ud, hver gang der er noget, vi ikke ved helt nok om. Den ene sag efter den anden bliver udråbt til at være en katastrofe, og det risikerer at føre til panik-beslutninger, som danskerne ikke kan bruge til ret meget. Er det farligt at bruge solcreme? Er det giftigt at drikke postevandet? Er det farligt at bruge cremer? Det er altså vigtigt, ikke hele tiden at råbe ulven kommer, og at vi alle - fra forskere over myndigheder og journalister til politikere - bidrager til, at det ikke sker. Det skaber en primitiv politisk og forskningsmæssig debat og utryghed for danskerne. Jeg har netop taget hul på diskussionen om grænseværdier og proportioner med medlemmerne af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.« Philippe Grandjean: »Det svar er jeg meget glad for. Vi må sikre os, at indsatsen mod farlige kemikalier har det rette format. Som læge mener jeg, at indsatsen må medvirke til at forebygge sygdomme, som tydeligvis skyldes faktorer i miljøet. Vi er derfor nødt til at forske mere i, hvorfor for eksempel flere og flere børn får allergiske sygdomme. Der er store gevinster at hente for samfundet, hvis vi kan få bedre styr på de skadelige effekter på sundheden. Men Danmark er et af de meget få OECD-lande, som ikke har et nationalt forskningscenter for miljø og sundhed. Under miljøministeriet findes en række institutioner, som forsker i miljø, vurderer miljøfaktorer eller oplyser om dem. Der anvendes ganske store beløb på disse aktiviteter, som bare ikke har nogen som helst lægelig deltagelse. Der må en sundhedsfaglig medvirken for at kunne definere de rette proportioner. De andre nordiske lande og de store EU-lande benytter detaljeret sundhedsfaglig dokumentation i grundlaget for deres miljøpolitik. Dermed taler de også med større vægt, end vi gør fra dansk side.« Connie Hedegaard: »Jeg er som dig dybt optaget af at give kemikaliepolitikken det rette format, men hånden på hjertet, jeg tror ikke, at formatet skabes af endnu et offentligt finansieret forskningscenter af den type, som du ønsker. Jeg er ikke imod at oprette centre, men der skal være et reelt behov, og når det gælder miljø og sundhed, så finder der allerede et tæt og godt samarbejde sted på tværs af natur-, miljø- og sundhedsområdet. På relevante områder har vi etableret særlige konstruktioner. Det er for eksempel tilfældet ved etableringen af videncentret for allergi overfor kemiske stoffer i forbrugerprodukter, og for tiden undersøges muligheden for at etablere et videncenter for duft- og kemikalieoverfølsomhed (MCS). Men et center, der bredt skal beskæftige sig med alt vedrørende miljø og sundhed, vil slet ikke være fokuseret nok. Vi taler trods alt om områder, der er helt centrale for de enkelte myndigheder, og hvor der allerede er etableret koordination. Både mellem myndigheder og mellem forskere. Nationalt og internationalt. Lad os hellere arbejde konkret med problemerne og benytte os af den infrastruktur, der allerede er opbygget. Jeg er helt enig i at forskning er vigtigt, men i dette tilfælde er det ikke flere mursten, der er brug for. Ikke mindst EU's forslag til ny kemikaliereform, REACH, kan være med til at sikre os den dokumentation for, hvordan kemikalierne virker, som du også efterlyser. Hovedprincippet i REACH er, at det fremover er virksomhederne, der skal dokumentere, at kemikalierne ikke skader forbrugerne, i stedet for som nu, hvor myndighederne skal dokumentere, at kemikalierne er skadelige. Der er mange andre aspekter ved REACH, som der ikke er plads til at skrive om her, men på bundlinien er der ikke tvivl om, at målet med reformen er at give os mere tryghed som forbrugere, ligesom der også er grund til at forvente, at den på lang sigt vil gavne industrien.« Philippe Grandjean: »Jeg synes, du overser, at vi vanskeligt kan fortolke og anvende data fra REACH, når vi netop i Danmark har en katastrofal mangel på centralt placerede folk, som har forstand på sundhed og miljø. Men der er også et andet aspekt, som fortjener opmærksomhed, nemlig forsigtighedsprincippet. Dette udtryk benyttes ofte, når der træffes beslutning om en forebyggende indsats, for eksempel når solcreme skal trækkes tilbage fra markedet. Men udtrykket bruges ikke i andre sammenhænge, for eksempel når solcremen kommer tilbage på hylderne. Der er derfor behov for at belyse, hvordan vi bedst benytter forsigtighedsprincippet i praksis, så det ikke bare bliver til en intetsigende kliché. Vi har et stort behov for en mere operationel definition, fordi vi står over for så kolossale problemer med de tusinder af kemiske stoffer. Problemet er, at det er uhyre vanskeligt at skaffe beviser for skadelige effekter, for stofferne optræder i blandinger, hvis virkninger er umulige at dokumentere. Miljøstyrelsen har taget et vigtigt skridt i den rigtige retning med en vejledende liste over uønskede stoffer. Den indsats bør følges op med konkrete aktioner, uden at man behøver at råbe, ulven kommer.« Connie Hedegaard: »Jeg er ikke enig i, at der er mangel på centralt placerede folk, som har forstand på sundhed og miljø, og vil blot henvise til, hvad jeg tidligere har skrevet til dig. Du efterlyser mere klarhed om forsigtighedsprincippet og om, hvordan vi bedst bruger princippet i praksis. Videnskabelig usikkerhed og manglende viden betyder, at vi desværre ikke kan give 100 procent sikre svar på alt. Der er ingen nemme løsninger, kun dilemmaer. Mit udgangspunkt for at bruge forsigtighedsprincippet er de retningslinier, som EU har opstillet, hvor princippet skal anvendes, når der er mistanke om, at noget udgør en uacceptabel risiko for miljøet eller menneskets sundhed, men hvor det videnskabelige grundlag er utilstrækkeligt. Men det er et felt, som vi kun kan blive klogere på. Derfor er det vigtigt, at vi løbende debatterer, hvordan forsigtighedsprincippet skal anvendes.«