Hårdtslående meteorit kom fra velkendt asteroidesværm

NEDSLAG. Her er meteorittens færd ned mod jordoverfladen fanget af et videokamera.
NEDSLAG. Her er meteorittens færd ned mod jordoverfladen fanget af et videokamera.
Lyt til artiklen

Den russiske meteorit, som slog ned ved Ural i midten af februar, kom fra Apollo-asteroiderne, en skare af asteroider, hvis bane krydser Jordens.

Det fastslår colombianske forskere, der har 'regnet baglæns' og fundet ud af, hvor meteoritten egentlig stammer fra.

De har på baggrund af videooptagelser rekonstrueret dens bane og fundet ud af, at den må komme fra en stime af asteroider, hvis bane bringer dem på tværs af Jordens faste rute rundt om Solen.

Nærjordsasteroider
Forskerne fra Antioquias Universitet i Medellin offentliggør beregningen i det amerikanske Cornell Universitets arXiv-nyhedsbrev.

Apollo-asteroiderne er ifølge Nasa nogle af de såkaldte nærjordsasteroider, der er kendetegnet ved at krydse jordbanen. De er opkaldt efter asteroiden med det noget tekniske navn 1862 Apollo. Den Internationale Astronomiske Union har identificeret 4.816 Apollo-asteroider.

En af dem - en stenklump, der ifølge Nasa var cirka 17 meter - røg ind i atmosfæren over Ural og splintredes efter 32 sekunders høj fart i omkring 25-32 kilometers højde med et brag, der fik tusindvis af ruder til at blive blæst ind.

Over 100 meteorit-stumper er fundet

Fragmenter af den er fundet ved Chebarkulsøen nær Chelyabinsk. Ifølge Det Føderale Universitet i Ural er der fundet over 100 fragmenter af meteoritten. Den største er et stykke på 1,8 kilo.

POLITIKEN.TV Se det store meteoritstykke fra Chelyabinsk

I Chelyabinsk har byen ifølge nyhedsbureauet RIA udskrevet en designkonkurrence om et monument, der skal markere begivenheden. Deltagerne skal også udforme et logo for meteoritnedslaget, som kan bruges på souvenirs.

POLITIKEN.TV

Dokumentation: Se russiske videoer af meteornedslaget

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her