Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Heng Sinith/AP
Foto: Heng Sinith/AP

Mysterium. Forklaringen på krokodillens følsomhed er nogle små udposninger - sanseceller - som rovdyrene har i huden. Krokodillerne udviklede sansecellerne, da de i sin tid blev tvunget til også at leve i vand, og videnskaben har siden 1800-tallet søgt at afkode de sofistikerede udposninger.

Viden og tech
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sanseceller gør krokodillen til en lynhurtig dræber

Forskere undersøger, hvordan krokodiller, trods pansertyk hud, kan være superfølsomme jægere.

Viden og tech
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vil man se rask reaktion, skal man bare studere en krokodille, som angriber et bytte – for eksempel en gnu eller et andet pattedyr – der er kommet for nær på en flod, hvor krokodillen ligger og putter sig tæt ved bredden, kun med sine store, uudgrundelige dille-øjne og de udspilede næsebor oven vande.

Sådan en krodille kan, som den ligger der og lurepasser, muligvis forekomme dorsk, men tag ikke fejl!

For når gnuen træder det skæbnesvangre skridt ned mod vandkanten, der bringer den inden for dillens aktionsradius – eller når en fisk uafvidende svømmer forbi – kan det glubske rovdyr kaste sig eksplosivt fremad med en hast og en adræthed, som på brøkdele af et sekund forvandler det fra en tilsyneladende meditativ dovenrobert til et dødbringende biologisk missil.

LÆS OGSÅ

Dette angrebsrepertoire, der findes hos medlemmerne af krokodilleordenen – og det vil sige de såkaldt egentlige krokodiller, alligatorerne, kaimanerne og gavialerne – hviler på et sensorisk fundament, et fintmærkende sanseapparat.

Og at det logisk må forholde sig sådan, har zoologer været klar over længe – hvordan skulle en krokodille ellers kunne identificere og indfange byttefisk i natmørkt flodvand?

Men zoologerne har haft et forklaringsproblem, som først nu synes at være på vej til at blive løst; et problem, der populært sagt er emballagerelateret, nemlig krokodillernes flere centimeter tykke, hårdskællede hud.

Urgammelt panser
Denne hud er et panser, der yder krokodillerne effektiv beskyttelse mod fjender og mod infektioner i det vandmiljø, hvor de tilbringer en stor del af deres tid, og sådan har det været i millioner af år.

Antagelsen er, at de moderne krokodiller stammer fra nogle landlevende, krokodillelignende forfædre, thecodonter, der vandrede på vores planet i spændet mellem de geologiske perioder Sen Perm og Trias for 250-210 millioner år siden. Plus/minus en sjat.

For cirka 180 millioner år siden, i den geologiske periode Jura, skete der imidlertid noget miljømæssigt, der tvang de da stadig landlevende krokodiller til at skifte livsstil.

Det betød, at de skulle kunne fungere i et vandmiljø – i havet eller i ferskvand – en stor del af døgnets timer.

LÆS ARTIKEL

Og for at kunne det, tilpassede de dalevende krokodiller sig ved gennem en evolutionær proces at udviklede de nødvendige fysiologiske egenskaber – herunder et sanseapparat, der var hensigtsmæssigt i forhold til de ændrede livsbetingelser.

Men netop fordi medlemmerne af krokodilleordenen har en så tyk og læderagtig hud, har zoologer siden 1800-tallet uden held forsøgt at forklare, hvordan de store krybdyr samtidig kan være så super-miljøfølsomme – for hvor meget følelse kan der egentlig sidde i et panser af den kaliber?

Man finder sanseceller, der minder om ISO’er, hos alle hvirveldyr. Også hos mennesket. Disse organers opgave er altid at opfange og videreformidle stimuli af forskellig art



Det er lige præcis det spørgsmål, forskere nu begynder at kunne besvare. Det er – foreløbig – sket i to videnskabelige artikler, en amerikansk fra 2012 og en schweizisk, som blev publiceret for få dage siden.

Og fælles for artiklerne er, at de beskæftiger sig med ISO'er: Integumentary Sensory Organs. Hvilket vil sige sanseorganer i huden. Udposninger og teorier


ISO'erne sidder overalt på kroppen hos de egentlige krokodiller, mens disse sanseorganer hos de øvrige medlemmer af krokodilleordenen er koncentreret i hovedregionen.

Der er tale om små udposninger, knopper, forhøjninger, prikker – eller hvad man nu foretrækker at kalde dem – og den tyske anatom Friedrich Maurer (1859-1936) beskæftigede sig allerede med dem i en videnskabelig artikel i 1895.

Siden har en lang række andre videnskabsmænd fremsat hypoteser om ISO'ernes funktion hos medlemmer af krokodilleordenen, og op gennem det 20. århundrede har det været foreslået, at de små udposninger, der enkeltvis blot optager et hudareal på omkring en halv kvadratmillimeter, kunne være ansvarlige for alt fra detailregulering af dille-parringsadfærd til registrering af elektriske signaler og udskillelse af fedtstoffer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Men det blev stort set ved teorierne og hypoteserne, og videnskaben formåede ikke i løbet af det 20. århundrede at påvise, hvad disse ISO'er så egentlig har ansvaret for hos medlemmer af krokodilleordenen, og det kan faktisk godt undre lidt, mener Tobias Wang.

Han er biolog, professor ved Institut for Bioscience-Zoofysiologi ved Aarhus Universitet, og de seneste 25 år har han forsket i krokodiller:

»De to videnskabelige artikler, der inden for det sidste år er kommet om ISO'ernes funktioner hos medlemmer af krokodilleordenen, kunne nemlig i princippet sagtens være skrevet for 50 år siden. For allerede da havde man tilstrækkeligt raffinerede versioner af de klassiske undersøgelsesmetoder, der har skaffet forfatterne deres resultater. Hvorfor ingen har gjort det før, er et såkaldt godt spørgsmål – men man skal selvfølgelig tænke tanken forinden«, siger Tobias Wang.

I illustrationen her på siden kan man se de to hovedfunktioner, som de amerikanske og schweiziske forskere foreløbig – med en høj grad af videnskabelig sikkerhed – har kunnet identificere i krokodilleordenens ISO'er: registrering af vandbevægelser fra eksempelvis forbisvømmende fisk samt måling af temperaturen i omgivelserne.

Men der kan sagtens vise sig flere, når ISO'erne i de kommende år undersøges i endnu flere detaljer, understreger Tobias Wang:

»Det kan for eksempel være, at udposningerne både kan måle forskellige kemiske påvirkninger og elektriske udladninger i vand«. Små forsøgskrokodiller


Den første af de to klassiske metoder, de amerikanske og de schweiziske forskere anvendte for så at sige at løfte låget af krokodillernes sanseapparat, var vævsobservationer – studier af dødt væv.

I begge forskerlejre arbejdede man med små krokodiller, og nogle af forsøgsdyrene blev altså aflivet for at skaffe materiale til disse undersøgelser.

I det amerikanske forsøg skete det i øvrigt med midlet sodium pentobarbital, som et par stater i USA i dag putter i den ultimative sprøjte i forbindelse med henrettelse af mennesker idømt dødsstraf.

LÆS OGSÅ

Forskerne skar herefter et antal ISO'er fra de aflivede forsøgsdyr i ultratynde skiver, indfarvede disse skiver med særlige observationsfarvestoffer og studerede derefter præparaterne i mikroskop.

Meningen var at se, hvilke nerver der gik til og fra ISO'erne, og sammenligne disse nervebaner med nervebaner fra 'analoge' hudceller hos andre hvirveldyr, fortæller Tobias Wang:

»Man finder sanseceller, der minder om ISO’er, hos alle hvirveldyr – også mennesket – og disse organers opgave er altid at opfange og videreformidle stimuli af forskellig art. Og vel at mærke på en sådan måde, at hvirveldyret – herunder altså også mennesket – får informationer om eksempelvis varme, kulde og andre forhold, det er nødvendigt at kende til. For så vidt angår medlemmerne af krokodilleordenen, har man blot ikke kortlagt disse ISO'er før nu«. Nervebaner ’fyrede’

Efter at have set på nervebaneforholdene i vævsprøver af krokodille-ISO'er, kunne de amerikanske og de schweiziske videnskabsmænd begynde at tænke i mere funktionelle baner – altså prøve at kortlægge disse hudsansecellers specifikke arbejdsopgaver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og det krævede såvel elektroder som levende krokodiller. De levende forsøgskrokodiller – dyr på blot 10-30 centimeters længde – blev bedøvet. Herefter lagde forskerne små snit i dyrenes hud på steder, hvor der var ISO'er, man gerne ville kigge nærmere på ved hjælp af elektrofysiologiske målinger.

Snittene blev lagt således, at man via mikroskop kunne se den nerve, der 'løb væk' fra den enkelte sansecelle, man ønskede at undersøge – og så blev der sat elektroder på, forklarer Tobias Wang: LÆS ARTIKEL »Det kan lyde dramatisk, men er det i virkeligheden ikke. Man lægger to elektroder på den nerve, der fører bort fra ISO'en, og påvirker herefter den pågældende sansecelle med eksempelvis kulde, varme, salt, syre eller smerte. Er sansecellen – ISO'en – beregnet til at reagere på en eller flere af disse stimuli, 'fyrer' den en elektrisk puls af, når den møder dem. Disse pulser måles via elektroden, og på den måde kan man ved at forsøge sig frem finde ud af, hvilke opgaver ISO'erne har«. »I den nyeste undersøgelse har forskerne desuden arbejdet med at kortlægge de gener, der styrer ISO-systemet hos medlemmer af krokodilleordenen. Disse informationer er i sig selv interessante, men udredningen af sansecellernes funktioner kan altså godt gennemføres med såkaldt klassiske metoder«, siger professor Wang, der inspireret af sine amerikanske og schweiziske kolleger nu pønser på at gennemføre sit eget projekt inden for dille-sansecelleforskning: »Jeg kunne godt tænke mig at se, om krokodiller via deres ISO'er kan spore elektriske udladninger i vand, for eksempel udladninger fra potentielle byttefisk. Og jeg har en idé om, hvordan man får svar på det spørgsmål«







Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden