Verdens bedste kulturhistoriske arkiv fra fortiden kan være ødelagt i løbet af de næste 50-100 år. Så alvorligt påvirker den globale opvarmning de arkæologiske forekomster i Grønland og andre dele af Arktis.
De arkæologiske steder i de arktiske områder er unikke, fordi materialet ofte har ligget i permafrost i mange tusinde år. Når man graver det fri, vil det derfor tit være særdeles velbevaret. Det gælder blandt andet indholdet af køkkenmøddinger, der kan give dna-forskere uvurderligt materiale – som det skete, da et hold videnskabsmænd fra Københavns Universitet ved hjælp af analyser af en 4.000 gammel grønlandsk hårtot i 2010 kunne foretage verdens første komplette kortlægning af et fortidsmenneskes arvemasse.




























