Fedmeforskning. Amerikansk forskning viser, at overvægtige personer ikke oplever mæthedsfølelse på samme måde som slanke personer.
Foto: Mark Lennihan/AP (arkiv)/AP

Fedmeforskning. Amerikansk forskning viser, at overvægtige personer ikke oplever mæthedsfølelse på samme måde som slanke personer.

Viden og tech

Skønt de var mætte, krævede hjernen stadig mad

Amerikanske forskere har hjerneskannet stærkt overvægtige: De tændte på mad hele tiden.

Viden og tech

De 30 kvinder havde netop spist et solidt måltid: bøf eller kylling, hertil kartofler eller ris, en portion grønne bønner samt dåseferskner til dessert. Og det hele havde de skyllet ned med vand eller iste.

Så er man mæt, siger maven – og så måske alligevel ikke? Hvilket præcis var, hvad et hold fedmeforskere fra det amerikanske Southwestern Medical Center ved University of Texas i Dallas havde sat sig for at undersøge. Deres forskning er nu offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Obesity, og artiklen handler om hjerneskanninger:

Texasforskerne udvalgte først en gruppe på 15 kvinder, der var så overvægtige, at man uden at gøre vold på virkeligheden kan beskrive dem som fede. De havde et helbredstruende BMI, som hos alle lå over 35, og vejede fra godt 90 til over 140 kilo.

Deres fedme var ydermere karakteriseret ved medicinske komplikationer, som gjorde, at de ikke kunne forvente at opnå et varigt vægttab via kostomlægninger og øget fysisk aktivitet, og derfor var de indstillet til en fedmeoperation.

Den anden gruppe bestod af 15 slanke kvinder, hvis BMI lå under 25 – og med de to grupper på plads kunne eksperimentet begynde:

Alle 30 deltagere havde fastet i 9 timer, før de mødte op på Southwestern Medical Center, hvor lederen af forskergruppen, fedmekirurgen Nancy Puzziferri, stod klar med et skema, hvor kvinderne skulle angive deres her og nu-følelse af mæthed/sult.

Derefter blev deltagerne en efter en hjerneskannet i en såkaldt MR-skanner. Mens maskinen arbejdede, skulle kvinderne se en række billeder af mad – den ene lækre ret efter den anden – og det fremkaldte hos såvel tykke som tynde en forøget aktivitet i hjernens såkaldte belønningscentre. En forventelig reaktion, fordi samtlige deltagere nu havde gået uden fast føde i snart et halvt døgn og derfor begyndte at længes efter mad.

Da denne del af forsøget var gennemført, kom skemaet igen på bordet, og nu lød spørgsmålet: Hvor sulten er du lige nu?

Og så til bords!

Det solide måltid, som derpå fulgte, behøvede de 30 kvinder ikke at jage i sig, de fik en god time til at spise. Så skulle de igen angive, hvor mætte/sultne de var, og atter sørgede doktor Puzziferri – en 59-årig kirurg med et vindende smil og et betydeligt antal fedmeoperationer på sit cv – for, at samtlige deltagere blev skannet, mens de kiggede på fotografier af diverse godbidder.

Efter måltidet havde alle deltagere meddelt, at de havde opnået en mæthedsfornemmelse og derfor ikke følte, at de aktuelt havde behov for mere mad. Men tur nummer 2 i skanneren afslørede en noget anderledes virkelighed, og det er hovedpointen i den videnskabelige artikel. For denne skanning viste nemlig, at madbillederne stadig i udpræget grad stimulerede hjernebelønningscentrene hos de overvægtige – mens de slankes hjerner kun i ringe udstrækning reagerede på billederne.

Ingen ønsker jo at komme til at veje 140 kilo

»Både før og efter måltidet oplevede de overvægtige en så stærk lyst til at spise, at det nærmest ser ud til, at de har en instinktiv trang til at blive ved med at spise«, siger Nancy Puzziferri til videnskabsportalen EurekAlert.

Hun tilføjer, at denne opdagelse muligvis kan være med til at kaste mere lys over, hvorfor både kvinder og mænd med en alvorlig overvægt »taler om en dybtliggende trang til konstant at spise, også når de ikke føler sult«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den underlige bremse

Den amerikanske undersøgelse, der føjer sig til en række andre arbejder, hvor videnskabsmænd har forsøgt at blive klogere på fedme ved hjælp af MR-skanninger, slår lige ned i problemets kerne, mener Jens Meldgaard Bruun. Han er stofskiftespecialist, lektor på Aarhus Universitet, overlæge på medicinsk afdeling på Regionshospitalet Randers og formand for Dansk Selskab for Fedmeforskning.

»Det handler jo i høj grad om den underlige bremse, som gør, at de fleste stopper med at spise, når de er mætte – mens andre, de overvægtige, bliver ved og på den måde gradvis tager så meget på, at det ender med at blive et alvorligt og helbredstruende problem. Hvorfor de ikke kan stoppe, er der ikke noget enkelt svar på. Man må antage, at der er en meget lang række faktorer, som spiller ind, herunder genetiske – for ingen ønsker jo at komme til at veje 140 kilo«, siger Jens Meldgaard Bruun.

For et par år siden bragte det ansete videnskabelige tidsskrift Nature to artikler, der pegede på en række gener i centralnervesystemet, som betyder noget for vægt, fortæller Jens Meldgaard Bruun:

»Det var flot forskning, men den kunne ikke sige, hvilke gener der mere specifikt er involveret ved overvægt – og det ved vi stadig ikke. Det her er meget komplekst«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden