Miljøkemiker. Prøv at tage en bid af ordet. Det smager af laboratorium, timelange studier af småting gennem et mikroskop. Endeløse grafer, udregninger og tabeller. Pipetter. Og det hele lyder meget kompliceret. Sådan er det også - nogle gange. Andre gange er det bare sjovt. Overstadigt. Og drengerøvsagtigt. Som nu da miljøkemiker Jan Christensen fra Landbohøjskolen og fem dykkere fra Vædderen var på fisketur ved nogle små klippeøer nær Sisimiut. Fiskestænger og fælder Det er en tungt lastet gummibåd, der banker hen over vandet på vej mod bestemmelsesstedet. I bunden ligger baljer, fiskestænger, ruser, nogle fiskenet, cylinderrør til at samle mudder i og så nogle tejner. Tejner minder om et par indkøbskurve, der er sat sammen til en lille fælde, hvor en død fladfisk så skal lokke krabber og snegle til. Der er også iltflasker til dykkerne, samt kaffe og cola til alle i det orange fartøj. Jan Christensen sidder i den ene side af båden, holder på sin sikkerhedshjelm, så den ikke ryger i vandet, og forklarer, hvad vi skal. »Vi skal have fat i krabber, blåmuslinger, ulke, konksnegle og så noget sediment fra bunden, altså mudder. Når vi kommer tilbage, vil jeg så undersøge, om der er nogle miljøfremmede stoffer i«, siger han. Tegner kort over forurening Jan Christensen er ombord på Vædderen for at tegne et kort over, hvor forurenet verdenshavene er med miljøfremmede stoffer. Det er blandt andet blødgørere, bromerede flammehæmmere, fossile brændstoffer, dioxiner og toxiner. Stofferne er nærmest blevet uundværlige i den moderne verden. Brændstof driver transporten, bromerede flammehæmmere sørger for, at dit tv ikke bryder i brand, bare for at tage et par eksempler. Men stofferne er skadelige for såvel miljø som mennesker. Snegle skifter køn, havpattedyrenes immunforsvar svækkes, og mænds sædkvalitet bliver forringet af kemien. Nogle af stofferne er kræftfremkaldende. Jan Christensen vil gerne åbne såvel befolkningen som beslutnigstagernes øjne for, at vores moderne liv har nogle ubehagelige konsekvenser, som vi skal prøve at dæmme op for. Klart vand og tang Og derfor sidder han her i gummibåden. Den svinger til højre og ind mellem nogle klippeøer, hvor vandet er mere roligt. Vandet er klart, 5-7 meter nede skifter bunden mellem sandbanker og tangbælter. »Lad os prøve derude«, siger Jan Christensen og peger fremad. Mellem to klippeøer strømmer vandet ind i et større område. Der er fart på vandet her, og nu skal ruserne og tejnerne ned. Dykker Benny Nielsen sætter flag i vandet, tejnerne kommer i, og nettet plus ruser bliver spændt ud over bunden. »Så kan vi komme i gang med at forske«, siger Benny Nielsen og gnider sig i hænderne. Tilfreds miljøkemiker Jan Christensen er tilfreds. Og glad på den der drengede måde, som kendetegner den lange miljøkemiker. Lidt som når fem gode venner er ved at lave en ordentlig spand chili con carne og står omkring gryden og venter på, at den koger ind og bliver stærk og kraftig i smagen. Spændte. Og fulde af forventning. »Den står altså bare helt perfekt, den her ruse. Den går på tværs af strømretningen, så fiskene blæser direkte igennem her«, siger Jan Christensen og laver en fejende bevægelse med den ene arm. Næste punkt på forskerens program er indsamling af blåmuslinger. På forskersprog er en musling en god miljøindikator. Det vil sige, at man kan skære en musling op, kigge i dens væv og få en hel masse at vide om, hvor forurenet vandet er i det område, den er fanget. Muslinger er stationære, de bevæger sig ikke. De filtrerer vandet, og de miljøfremmede stoffer, der måtte være i vandet, kommer ind i muslingens væv. Og bløddyret kan ikke nedbryde stofferne. De bliver i vævet, så forskerne kan finde dem. »Ja, og så er der den fordel, at blåmuslinger og lignende arter findes over hele verden. Det betyder, at vi kan sammenligne mange forskellige områder med forurenede muslinger«, siger Jan Christensen. I land på klippeøen Her i Grønland er forureningen betydeligt mindre end i vandene omkring Danmark, hvor skibstrafikken er mere intens. Så Jan Christensen forventer, at blåmuslingerne er forholdsvis sunde. Hvis der er noget i blåmuslingerne, er det sandsynligvis oliestoffer. Gummibåden sejler ind til en af de små klippeøer. Den er begroet med mos, enebær og græs. Der ligger afgnavne søpindsvin, som fugle har efterladt. Her og der ligger et aflagt fiskenet. Dykker Benny Nielsen springer i land og fortøjrer gummibåden om en sten. Jan Christenen er klædt i en vandtæt sikkerhedsdragt, gummistøvler og neoprenhandsker. Han går i vandet langs bredden og leder efter blåmuslinger i kilerne mellem stenene. Han stikker hele sin overarm ned i vandet og afsøger bunden. Han flår et par små muslinger fri og lægger dem i en plastikpose. Tom pose Men det er højvande, så det er ikke sådan lige at komme ned til der, hvor muslingerne sidder. Jan Christensen går frem og tilbage langs bredden en times tid, før han vender tilbage til gummibåden. Slukøret. »Det blev desværre kun til et par stykker«, siger han og holder en næsten tom pose frem. Der skulle helst have været en 50-100 stykker i. »Måske skal vi prøve at sejle et andet sted hen, hvis vi altså kan nå det«, siger Jan Christensen. Et par hundrede meter ude i vandet markerer en rød bøje, hvor dykkerne Benny Nielsen og Barry Richards befinder sig. De leder efter krabber på bunden. Gummibåden sejler ud for at samle dem op. Fyldte poser Jan Christensen sidder stille i båden og ser ud på de bobler, dykkerne blæser op mod overfladen. Nede ved bunden kan man se på orange kroppe svømme stille af sted. Og så sker det. Benny Nielsen kommer op til overfladen og slynger en netpose ind over gummibådens ræling. Den lander lige foran Jan Christensen, der rejser sig op. Nu lyser hans øjne. Så kommer Barry Richards op med sin netpose. Og Jan Christensen slår hænderne sammen. »Benny og Barry, I er sgu for seje!«, udbryder miljøkemikeren. Netposerne er fyldt med krabber, blåmuslinger og et par snegle. Jan Christensen åbner poserne og lemper indholdet over i en sort balje. »Det er derfor, det er så fedt at have de dykkere med. Jeg blev sgu glad der«, siger forskeren. Ulke på stang Han er ved at rigge fiskestænger til. For nu gælder det ulkene, de grimme bundfisk, som Jan Christensen skal have med hjem på operationsbordet i containeren på Vædderen. Der vil han pille gallen ud af ulkene og undersøge, om der er miljøfremmede stoffer i. »Du skal bare have blinket ned over bunden og så rykke lidt i stangen«, forklarer Jan Christensen Politikens udsendte. Ned over bunden kommer blinket. Og få minutter efter rykker det forsigtigt i stangen. Så bøjer den lidt mere, jo den er god nok, en ulk har bidt på. »SÅDAN!«, udbryder Jan Christensen, de den sprællende fisk bliver trukket ombord. Kort efter har han selv bid. Han haler ulken ind og viser den frem til ære for fotografen. Han lyser op i et smil. »Det er altså også forskning, det her«, siger Jan Christensen. Barry Richards har længe kunnet se en ulk nede over havbunden. Nu rykker det i linen, og han kan hale en ulk op i gummibåden til klapsalver fra resten af besætningen. Fuld fart mod Vædderen Solen står ned over vandet, og gummibåden sætter fuld fart mod Vædderen. I bunden af båden ligger tre ulke, en spand krabber, muslinger, konksnegle samt et rør med mudder. »Du må endelig huske at skrive, at vi altså faktisk fik det, vi gik efter«, siger Jan Christensen.