Hvis du indtager hormonet oxytocin, så bliver du bedre til at spille i takt med andre personer.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet, der i dag bliver offentliggjort i videnskabsmagasinet Scientific Reports.
Fakta om oxytocin
Oxytocin er et kraftfuldt hormon, der fungerer som et signalstof i hjernen.
Mængden af hormonet i kroppen øges, når vi kysser eller krammer en, vi holder af.
Det spiller en stor rolle i dannelsen af par. Eksempelvis danner prærieulve store mængder oxytocin, og er samtidig et af naturens mest monogame dyr.
Hormonet dannes også i store mængder under samleje, under fødsler, og når en mor ammer sit barn.
Kilde: Psychology Today
»Vores forsøg viste, at de folk der havde fået oxytocin synkroniserede bedre med hinanden. Man klappede simpelthen bedre i takt«, siger professor Peter Vuust, der har stået bag undersøgelsen.
I forsøget fik halvdelen af forsøgspersonerne oxytocin via en næsespray, og blev derefter sat til at klappe i takt. Konklusionen var, at de var bedre til at gøre det i takt med hinanden end de, der havde fået placebo.
I musikken er det jo vigtigt, at man kan afkode hinanden på splitsekunder, og her lader det til, at oxytocin har en effekt
Du bliver glad af at gå i takt
Selvom forsøgets konklusion lyder meget enkel, så er der ifølge Peter Vuust flere aspekter, da oxytocin er et hormon med mange funktioner.
I forbindelse med fødsler er det med til at binde mor og barn sammen, ligesom det udskilles, hvis man giver andre mennesker en krammer.
Berøring fylder hjernen med 'krammehormoner'»Vi ved også, at folk der for eksempel går i takt, eller spiller musik sammen, føler en større grad af samhørighed, der sandsynligvis kan kædes sammen med oxytocin«, siger Peter Vuust.
Da hormonet netop udskilles ved samvær med andre, siger han desuden, at det muligvis er med til at skabe den følelse af samhørighed, som man føler, når man står i klapper i takt med tusindvis af mennesker til en koncert.
Du kan afkode din makker bedre
Indtil videre har det været uklart, om hormonet direkte får os til at synes bedre om andre – eller om det primært får os til at synkronisere, hvilket dermed får os til at bedre at kunne lide hinanden.
Selv om forsøgspersonerne ikke gav udtryk for, at de følte en større grad af samhørighed med den anden efter det korte forsøg, er konklusionen dog, at det er sidstnævnte, der er den mest sandsynlige forklaring.
Kærlighedshormon binder soldater sammen»Vi ved, at der er en forbindelse imellem oxytocin og følelsen af samhørighed. Dermed kan vi udlede, at synkroniseringen sandsynligvis har indflydelse på den følelse«, siger Peter Vuust.
Det skyldes, at hormonet gør os bedre i stand til at afkode og forudsige hinanden. Jo bedre vi er til at arbejde sammen som gruppe, desto bedre kan vi også lide hinanden.
»I musikken er det jo vigtigt, at man kan afkode hinanden på splitsekunder, og her lader det til, at oxytocin har en effekt«, siger Peter Vuust.
Du bliver ikke John Bonham
Inden hvert et amatørband i landet suser ud for at opstøve den oxytocin-næsespray, der skal få dem til at spille mere tight end Led Zeppelin, så maner Peter Vuust dog til besindighed.
Som ved alle andre medaljer så viste forsøget nemlig også, at der er en bagside ved hormonet.
Hjerneforsker: Vi hører musik for at stimulere følelserne»Selvom forsøgspersonerne blev bedre til at klappe i takt med hinanden, så kunne vi dog også se, at de blev dårligere til at holde rytmen generelt. Lytter man til dem, vil man dermed kunne høre, at de ændrer tempo«, siger han.
Kan det forklare, hvorfor publikum til koncerter altid klapper i takt med hinanden, men aldrig gør det i takt med bandet?
»Hahaha! Det kan sagtens tænkes. Jeg kan sige så meget, at det som musiker ofte kan være svært at holde rytmen, når publikum klapper på ét og tre i stedet for på to og fire, som man gerne vil have dem til«, siger Peter Vuust.
Professor Peter Vuust har foretaget undersøgelsen sammen med:
Lektor Line Gebauer, Center for Music in the Brain (MIB)
Adjunkt Maria Witek, MIB
Postdoc Niels Christian Hansen, MIB
Jana Thomas, Maastricht Universitet
Adjunkt Ivana Konvalinka, DTU
fortsæt med at læse



























