Når professor, hjerneforsker og kontrabassist Peter Vuust underviser på Det Jyske Musikkonservatorium, beder han ofte de studerende spille nummeret ’Lawns’ med jazzpianisten Carla Bley. » Lawns betyder ’plæner’, og når jeg spiller det nummer, ser jeg altid et fantastisk billede af en græsplæne. Jeg bruger den i undervisningen, fordi jeg tror, det kan være godt for de studerende ikke kun at tænke i akkordskift, men også i billeder«, siger Peter Vuust. Miles og fransk film Både som forsker og som musiker oplever han en tæt sammenhæng mellem lyd og billede. »De fleste mennesker hører musik for at blive stimuleret følelsesmæssigt. Det er musikkens eksistensberettigelse, musikkens raison d’être. Og for rigtig mange går musikkens vej ind til følelserne gennem det visuelle«. Ikke mindst i jazzen er der tradition for at spille musik, der i høj grad appellerer til vores evne til at skabe billeder med udgangspunkt i lyd. En tradition, der ifølge Peter Vuust kan spores tilbage til Miles Davis’ banebrydende ’Kind of Blue’ og bevægelsen væk fra bebop.
LÆS OGSÅ Spillestedstjek: Lille café har et stort musikhjerte
»Bebopen havde en meget fremadskridende stil, hvor én akkord hele tiden afløste den næste, og musikken bevægede sig horisontalt fra A til B. Men med Miles Davis’ ’Kind of Blue’ i 1959 fik man den modale jazz, hvor musikerne mere arbejdede med stemningsplateauer og vertikale skift fra én stemning til en anden. Man kan sige, at jazzen med skiftet fra bebop til modaljazzen på ’Kind of Blue’ bliver mere billedskabende«, siger Peter Vuust. Som ser en tæt forbindelse mellem lyd og billede hos netop Miles Davis.
»En af de ting, der satte Miles Davis i gang med at tænke i stemning og billeder, var faktisk den franske film noir ’Ascenseur pour l’échafaud’, der udkom i 1958. Musikken blev indspillet, mens han og de andre musikere kiggede på billederne fra filmen«.
At se med lukkede øjne I hjernen har det lydlige og det visuelle hver sin plads. Det lydlige sidder i tindingelappen og det visuelle i nakkelappen. Men når vi hører musik, aktiverer det lydlige noget visuelt, og vi begynder at se billeder. »Når jeg holder foredrag, spiller jeg tit en bestemt reklamefilm og beder folk have lukkede øjne. Og som regel gætter folk, hvad billederne handler om, før de har set filmen. Fordi lyden skaber billeder. Vi laver en intern simulation af en scene, vi ser, hvilket aktiverer den visuelle kortex i hjernen«, fortæller Peter Vuust. Det er fælles for mennesker, at lyd danner billeder. Men billederne er forskellige, afhængig af om man er musiker eller ikke-musiker. Som kontrabassist kender Peter Vuust selv til de indre nørde-film, musikken sætter i gang hos jazzfolk. »Musikere får en slags motorisk billede, når de hører musik. Når jeg hører en basgang, ser jeg grebene for mig. En impuls til at gøre bevægelsen selv, som nogle italienske forskere har fundet ud af findes helt ned på abeplan. Det svarer til, når man sidder og ser en fodboldkamp og sparker ud efter en imaginær bold. Det er det, der i fagsproget hedder spejlneuroner. Et system til at imitere bevægelser«.
