Det var et vildt syn, der mødte de to eventyrere og huleklatrere Steven Tucker og Rick Hunter tilbage i 2013 i hulesystemet ’Rising Star’ cirka 50 kilometer nordvest for Johannesburg i Sydafrika. Efter de havde kravlet igennem snævre underjordiske gange og firet sig ned gennem en smal lodret skakt åbenbarede der sig et rum med drypsten hængende ned fra oven.
I skæret fra deres pandelamper kunne de se, at gulvet i hulen var fyldt med knogler over det hele. De fik blandt andet øje på en underkæbe med intakte tænder, som kunne være fra et menneske.




























