Vor tids digitale overvågning kan bedst forstås som en lang glidebane. De første tegn på at techfirmaer udnyttede vores digitale spor, virkede ret uskyldige.
Det var jo meget smart, at Amazon brugte vores købshistorik og data om andre kunder til at anbefale den næste bog. Og at musiktjenesterne kunne finde mere musik i stil med det, vi allerede kunne lide. Samtidig fremstod det mest som underholdning, når Googles Zeitgeist-projekt samlede alle vores søgninger og f.eks. kunne vise, at verden var optaget af den islandske askeky i 2010, af iPhone 5s i 2013 og af Donald Trump i 2016. Datahøst handlede i starten mest om at sælge varer og levere underholdning.




























