1
Yahya Hassan holdt i oktober udgivelsesreception for ’Yahya Hassan’ på Forfatterskolen, hvor han er elev.
En hel del danske forfattere, litterater og forlagsfolk var til stede ved den lejlighed. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg ikke var den eneste, der tænkte, at udgivelsen fik betydning for ikke blot den måde, vi taler integration på, men også for dansk litteratur.
Jeg har endnu ikke overblik over, hvordan denne betydning kommer til udtryk, men oplæsninger sidenhen har bekræftet mig i den oplevelse: Vi er vidne til noget særligt.
’Yahya Hassan’ taler til dansk litteratur på en måde, som jeg ikke har oplevet før. Den sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi arbejder på. Den spørger til vore bøger.
Sådan føler jeg det. Det kan være, at jeg blot projicerer min egen oplevelse over på andre, men jeg mener at kunne mærke det på folk: Det her kan vi ikke sidde overhørig. Der bliver kaldt på noget i os. Vi bliver erindret om noget vigtigt.
Det er meget smukt at opleve, men også rystende. Hvad er det, der sker?
KRISTIAN MADSEN
Yahya Hassan er blevet spændt for Roses slidte stridsvogn2
Der er folk, der fejlagtigt tror, at det er stoffet, der har givet ’Yahya Hassan’ den betydning, den har. Det er ikke rigtigt. Lad mig forklare. Prøv at sammenligne med et tænkt eksempel.
Man kunne sagtens have forestillet sig en ubehjælpsomt eller rimeligt skrevet casestory udgå fra Ghettoen, indeholdende de samme indholdsmæssige tyngdepunkter.
Jeg nævner nogle få til eksempel: Påpegelsen af svigtet i den muslimske underklasse.
Påpegelsen af hykleriet i de religiøse kredse. Udnyttelsen af velfærdsstaten.
Hvad ville forskellen være? Forskellen ville være præcisionen.
Præcisionen er også her alt.
Hvad er præcision? Folk tror ofte, at præcision handler om nøgternhed i sprogbrugen, næsten som var der tale om teknisk tekst. En far er en far. Et velfærdssamfund er et velfærdssamfund. En smerte er en smerte.
FLEMMING ROSE
Flemming Rose: »Yahya Hassan udfordrer Politikens verdensbillede«Især det sidste eksempel afslører problemet: Sproget opfører sig ikke, som man vil have det til at opføre sig. På trods af at ordet ’smerte’ på sin vis henviser til et fænomen, som de fleste mennesker kender til, er det ikke andet end et flag.
Ordet ’smerte’ er et flag, der markerer, at der her på dette sted i teksten henvises til et kompleks, hvis nuancer er gået fuldstændig tabt, og hvis forudsætninger er så godt som ikkeeksisterende.
Det er med andre ord upræcist. Det samme gør sig gældende med ’velfærdssamfundet’, der er en samlebetegnelse for en hel række elementer, hvis udstrækning og især indhold man kan være temmelig uenig om.
Sidst gør det sig også gældende med faren i ’far’, der ikke og aldrig bare er en far som alle andre fædre, men en særlig og unik far med en helt bestemt psykologi, væremåde og udseende. Det er jo vigtigt at få disse ting med: Hvis vi skal forstå, hvor kompleks situationen er, hvad smerten egentlig består af, hvem det er, der undertrykker, hvordan det gøres og måske hvorfor, bliver vi jo nødt til at kende omstændighederne helt præcist.
Denne beskrivelse formår Yahya.
Hvad er smerten? Lad os se på smerten. Hvis vi kigger på smerten, finder vi ud af, at det handler om meget mere end de overskrifter, som aviserne har været fulde af. Yahya formår at få det hele med. Det er ikke en entydig historie om anklager og afsløringer.
Den handler om den smerte, der hører med til erkendelsen af, at ens forældre ikke har formået at leve op til rollen som forældre. Den handler om smerten, der følger med erkendelsen af, at man ikke kan hjælpe dem, at det ligger uden for ens magt at gøre noget ved det.
Den handler om smerten, der følger med erkendelsen af, at det bedste, man kan gøre for dem, er at fortælle sandheden.
Yahya har modet til fortælle sandheden, egentlig af kærlighed til dem, men det er en afmægtig kærlighed; det viser ’Yahya Hassan’s bedste digt: ’Jetlagformørkelse’.
Voldsomheden i digtet kommer til udtryk helt fra dets efterfestlige begyndelse, hen over angeren over det fornedrende begær, trangen til bekendelse, videre over jagten på den mistede forhud, og frem til bønnen om forbandelse af den uafhængighed – fra moderen, forældrene, troen – som har gjort det muligt for fortælleren at blive satans yngel.
YAHYA HASSAN
Genlæs interviewet fra 2013: »Jeg er fucking vred på mine forældres generation«Det handler sgu da ikke om billigt at distancere sig fra familien og den muslimske tro. Det er en lidelsessang om de omkostninger, det fører med sig.
Alting har sin pris, som Yahya siger. Billederne er lige så voldsomme som grundfortællingen, hvilket er min præcisionspointe: Det kan ikke lade sig gøre at være præcis uden at være præcis på sprogets præmisser. Ordet ’smerte’ siger ingenting. Det gør til gengæld sætninger som:
»VIN OG URIN ER DEN SAMME FLOD«, »JEG HAR DET UFULDKOMNE MELLEM MINE BEN«, »JEG NEDSKREV SYNDERNE/ OG SENDTE DEM TIL KORREKTUR HOS PROFETERNE«, »DE HÅNDSMYKKER JEG BÆRER/ ER DEM ØVRIGHEDEN BRINGER MED SIG«.
Og lige bagefter:
»DEN SULTNE HUNDS GØEN BRINGER DE MED SIG«. Derefter: »EN LAP PAPIR OG EN STATSGÆLD BRINGER DE MED SIG/ JEG ER IKKE DET PAPIR VÆRD I SIGER I ER/ JEG VIL TIL LUDEREN/ JEG VIL BEBREJDE HENDE LYSTERNES ELENDIGHED/ DERES FORPLANTNING I MIN SJÆL/ HVIS JEG KAN GØRE KRAV PÅ DEN I DETTE ÅRHUNDREDE/ MIN KOKAINSJÆL MIN INTERNETSJÆL/ MIN PORNOSJÆL MIN PENGESJÆL MIN FÆNGSELSSJÆL«.
Herfra kan man faktisk citere hele digtet ordret, så rigt er det, men jeg vil nøjes med kulminationen lidt længere fremme:
»JEG GÅR/ PÅ JAGT EFTER MIN MORS MAVE/ I GJORDE MIG UAFHÆNGIG/ I GJORDE MIG I STAND TIL AT SÅRE MIN MOR/ DA I KLIPPEDE NAVLESTRENGEN/ DET SKULLE I ALDRIG HAVE GJORT/ JEG SKULLE HAVE VÆRET MIN MORS HUND I SNOR/ ASKEN ER DET DER IKKE LÆNGERE ER/ MØRKET ER DET DER ALDRIG BLIVER/ MEN SE NU HER HVAD SATAN HAR EFTERLADT/ EN EVIG FLAMME FRA SIT HELVEDE«.
Og her slutter digtet.
Vrede og anger blander sig ligeligt i digtet, i første omgang rettet mod konflikten mellem renhed og snavs, mellem religion og begær, og når sit foreløbige højdepunkt i opremsningen af de sjæle, der ødelagte er resultatet af dette århundredes fristelser.
Men eksplosivt bliver digtet først for alvor hen mod slutningen, da bønnen om aldrig at være blevet født rettes til forældrene, i erkendelse af at jeget ikke kan leve op til deres krav. Ønsket om at være sin mors hund i snor er fortvivlende i al sin dobbelthed; ønsket er reelt, men samtidig umuligt at opfylde.
Præcise og overvældende billeder af den slags er digtsamlingen fuld af.
Man kan gå hele bogen igennem og finde masser af dem. Intensiteten er på maksimum det meste af tiden. Det er ikke alle digte, der er lige betydningsfulde, men alt i alt hæver denne digtsamling som digtsamling sig generelt langt over, hvad der i øvrigt udkommer.
Det er som digtsamling, at den får sin betydning. Det er som digtsamling, at stoffet får sin betydning.
Det er som digtsamling, at vi får noget at tale om, også når det kommer til at handle om ytringsfrihed, forhold blandt muslimer, forholdet til danskerne og så videre. Uden denne præcision i beskrivelsen, uden Yahya Hassans fuldstændig personlige og digteriske investering i teksten var der ingen betydning. I hvert fald ikke i samme overvældende grad.
Yahya Hassans betydning skyldes ’Yahya Hassan’. Det er på grund af digtet i digtet, at han rammer plet.
STUDERENDE
Vi har stadig ikke fattet Yahya3
Det er ikke mit ærinde at reducere ’Yahya Hassan’ til en suppeterning af betydning og sige, at det er det og kun det, den handler om. I det ovenstående har jeg fokuseret på blot et enkelt aspekt, nemlig smerten, som illustration af, hvad præcision og lyrik er.
’Yahya Hassan’ handler om meget mere end smerte. En læsning af ’Yahya Hassan’ ville kræve en læsning af samtlige digte i bogen. Det har jeg ikke plads til her.
Meget af læsningen af ’Yahya Hassan’ har fundet sted i en politisk og sociologisk kontekst. Jeg hører ikke til dem, der mener, at der findes en særlig ’litterær’ måde at læse lyrik på, som ikke også omfatter politiske og sociologiske læsninger.
Jeg tilslutter mig derfor Yahyas egen åbne holdning til læsningen af værket: Den læsning, som du foretager, er din læsning, og den tager du selv ansvar for. Men det betyder samtidig ikke, at alle læsninger er lige rimelige. Der findes læsninger, der er rimeligere end andre.
Det må komme an på en prøve. Ovenstående læsning ville for eksempel ikke være rimelig, hvis den kom frem til, at ’Jetlagformørkelse’ handlede om en lilla kylling på tur.
4
På Forfatterskolen er vi vant til at blive præsenteret for den gamle fordom om, at eleverne på Forfatterskolen ikke har noget stof, men i stedet koncentrerer sig om form.
Mange debattører føler sig fristede til at bruge fordommen, der appellerer til publikums instinktive modvilje mod ’institutioner’.
Jeg har brugt år på at nedbryde fordommen, der ikke er baseret på fakta, men på en antagelse, der selvsupplerende har kopieret sig selv gennem årene.
Svaret har været: Kig på værkerne, læs bøgerne. Det har fået kritikken til delvis at forstumme, idet mangfoldigheden og stofrigdommen er langt større, end fordommen siger. På Forfatterskolen arbejder alle elever med et stof, der er mindst lige så voldsomt som Yahyas.
Alligevel er det tankevækkende at møde nødvendigheden foldet så stærkt ud som i Yahyas tilfælde.
’Nødvendighed’ plejer vi at sige i skåltaler, når vi skal omtale kunstens grundlæggende forudsætninger. Men hvad er nødvendigheden værd, hvis den ikke giver sig udslag i mod? Det er nødvendigheden, der får os til at være modige. Det er mangel på nødvendighed, der får os til at stoppe op på halvvejen.
»I skriver ikke til miljøet«, plejer jeg at sige ved Forfatterskolens modtagelse af nye elever, »I skriver ikke til skolen eller til tekstlæsningerne«.
Med det mener jeg, at de ikke skal søge at opnå anerkendelse eller accept i det miljø, der udgør skolen og det københavnske litterære miljø. De skal skrive ind i en større sammenhæng. De skal skrive det, der er nødvendigt at skrive, koste hvad det vil.
Hvis det betyder, at de bliver upopulære, her og der og andre steder, så må det være det, det betyder. Yahya har efter min opfattelse erindret os om, hvad det drejer sig om.
Der er mange andre end ham, der har et stof. Der er til gengæld kun få, der kan digte. De få, der kan digte, er forpligtet på denne digtning. De skal gå hele vejen, ikke bare halvvejen. Det kræver mod at gå hele vejen.
Man skal være parat til at digte sig ud af komfortzonen, hvis det er det, det kræver. Det viser Yahya og ’Yahya Hassan’ med al ønskelig og chokerende tydelighed.
Nu kommer opgøret om indvandreren i dansk litteraturhistorie5
En tekst om ’Yahya Hassan’ kan vel ikke skrives, uden at man skal komme ind på emner som ytringsfrihed. Yahya siger det selv ganske præcist: Hans bog handler ikke om ytringsfrihed. Hvad andre lægger i den, må de selv tage ansvar for.
Yahya er et naturtalent på en scene. Ikke sådan at forstå, at han er ’professionel’, sådan som mange forfattere uudholdeligt bliver ’professionelle’, når de fra en scene skal ’sælge deres bog’ (sådan tænker man, at de tænker): De fortæller anekdoter, helst sjove. De koketterer med intervieweren. De lægger ansigtet i alvorlige folder, når de kommer ind på værkets ’alvorlige emner’ (det skal vi jo også).
Det er pinligt og ikke til at holde ud at se på. BogForum, som ellers er et godt vindue for litteraturen, er fuldt af den slags optrædener.
’Professionalismen’ er en svøbe. En forfatter, der på den måde forsøger at sælge sit værk, kan ikke tages alvorligt.
Yahya er langt fra at være ’professionel’. Han er ærlig. Han formår mestendels at holde sine svar på egen banehalvdel og henvise til egne oplevelser.
Mens andre forfattere ville være mere end lykkelige for at se deres værker foldet ud i et mere generaliseret perspektiv (’integrationsudfordringer’, ’identitetsproblematikker’), afviser Yahya gang på gang en sådan abstraheret ’merværdi’.
I stedet peger han på, at undertrykkelsen altid er konkret og kommer fra konkrete personer i en konkret kontekst. Yahya forsøger med andre ord ikke at appellere til højere, ’principielle’ fællesværdier, herunder ’ytringsfriheden’.
Jeg er helt enig med Yahya i, at ’Yahya Hassan’ ikke handler om ytringsfrihed. Derfor vil jeg ikke berøre dette emne yderligere. Jeg skal beklage, at Yahya skal have politibeskyttelse. Det er ikke acceptabelt. Men hans bog handler stadig ikke om ytringsfrihed.
MIKKEL ANDERSSON
Yahya er blevet til alles lille Hassan6
Til debatten hører også spørgsmålet om, hvem der generaliserer.
Fakta, myter og sprogbrug og formodede intentioner blander sig sammen på en uklar måde. Jeg tager ikke stilling til rimeligheden i alt dette. Jeg konstaterer til en begyndelse, at Yahya ene mand har sat gang i en debat i også sit eget miljø og med sig selv som indsats.
Der er mange, der har spurgt, om ikke Yahya skulle have en medierådgiver. Han ser jo ud til ikke at tilpasse sine svar den givne kontekst. Han ser jo ud til ikke at afveje sine bidrag i forhold til det, som han vil opnå.
Hvad vil han opnå? Det svarer Yahya ganske godt på selv. Det behøver jeg ikke gøre for ham.
Jeg har selvfølgelig været bekymret, men Yahya påpeger gang på gang, at han står inde for, hvad han siger. Alting har sin pris. Den er der mange medierådgivne politikere, der ikke er villige til at betale, men som gerne vil have deres politik gennemført alligevel.
Heldigvis findes der ikke bare politikere, men også digtere.
fortsæt med at læse
