Unge mænd, der er vokset op vest for den jyske højderyg, er ofte lige så dårligt integreret som de tyrkiske gæstearbejdere, der kom hertil fra den anatolske højslette i 1960’erne: De er alt for dårligt uddannede og bliver derfor dybt afhængige af offentlige overførsler.

Den vigtigste forskel er, at fabrikkerne dengang endnu producerede i Danmark og dermed havde brug for ufaglært arbejdskraft. Men stadig flere mænd fra Udkantsdanmark kan ikke længere klare sig socialt og kulturelt på storbyarbejdsmarkedet og efterlades derfor i periferien.

Antallet af udkantsunge, der evner at gennemføre en uddannelse, falder år for år. Hver tredje erhvervsaktive voksne i yderkommunerne har ingen erhvervsuddannelse i dag, ifølge en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik.

En håbløs situation, der forværres af, at yderligere op mod 200.000 ufaglærte stillinger forventes at ville forsvinde i de næste år, ikke mindst fra Udkantsdanmark, ifølge AE-rådet.

Danmarks nye vilde vesten, også kaldet ’den rådne banan’, er ved at blive forbeholdt passive unge, ældre og kroniske arbejdsløse mænd. Selv sheriffen på den lokale politistation er for længst tjekket ud – som følge af den seneste politireform.

Alle unge, der kan klare sig østpå, efterlader hjemstavnen som spøgelsesbyer.

Østdanmark er det nye klondike
Det er lang tid siden, at lykkeridderne drog mod vest. Det var engang, hvor danske småbønder og købmænd som cowboys red på en bølge af iværksætterånd. I dag går pengestrømmen hurtigt den anden vej: Østdanmark er det nye klondike.

Mens det langstrakte Vestdanmark tømmes for job, kvinder og offentlige institutioner, er det tæt befolkede Østdanmark blevet centrum for størstedelen af den økonomiske og kulturelle udvikling.

Spaltningen i to økonomiske sfærer sasætter sig igennem i vores politiske selvforståelse. De to millionbyer på østkysterne – dels ’hovedstaden’, der strækker sig fra whisky-bæltet i nord til pommes frites-kysten mod syd, og dels ’hundredkilometerbyen’ eller ’den fede pølse’, fra Randersegnen i nord til trekantsområdet i syd – repræsenterer en moderne kultur, der bryder med de gamle bondenormer.

Mange af de både unge og ældre i Udkantsdanmark, der i stigende grad bliver hårdt ramt af arbejdsløshed, skolefrafald og øget job-usikkerhed, abonnerer på en patriarkalsk og autoritetstro kultur, der virker ’fremmed’ for moderne danskere.

Taberkulturen svinger sjovt nok sammen med Dansk Folkeparti. Én af Jyllands-Postens bloggere, Claus Elholm, tvivlede for nylig på, om DF-vælgere kan integreres:

»I Danmark findes der en gruppe mennesker, hvor næsten halvdelen finder vold mod børn acceptabelt, hvor hver fjerde går ind for dødsstraf, og hvor fire ud af ti mener, at det er okay at snyde det offentlige og dermed bryde loven«, skrev Elholm: »For at føje spot til skade kan en tredjedel ikke engang bestå den test, som kræves for at få dansk statsborgerskab«.

Landbefolkningen har tabt
Sammenfaldet mellem arbejdsløshedszonerne og Dansk Folkepartis højborge er ikke tilfældigt. Modstandere af modernitet hægtes i dag af arbejdsmarkedet.

Spørgsmålet er dog, om udkantsdanskerne udvikler reaktionære holdninger, fordi de føler sig marginaliserede på jobmarkedet, eller om de snarere mister fodfæstet på arbejdsmarkedet, fordi de abonnerer på nedslidte maskuline værdier?

Udskilningsløbet minder om situationen for de mange indvandrere og gæstearbejdere, der er dårligere uddannede, hyppigere arbejdsløse og mere værdikonservative end gennemsnittet i Danmark.

Virkeligheden er, at den borgerlige blok har haft lige så meget at tilbyde udkantsdanskerne, når det gælder videreuddannelse og nye erhvervskompetencer, som baggårdsmoskéer har at tilbyde arbejdsløse indvandrere fra arabiske lande: Intet.

Begge randgrupper, altså både udkantsdanskerne og nydanskerne, står med deres hårdere værdier og kortere uddannelse i modsætning til det produktive flertal i byerne, der er rundet af en blødere og mere antiautoritær skoledannelse.

Sociologen Henrik Dahl har formuleret situationen enkelt i Information: »Landbefolkningen må indse, at de har tabt«.

Den nye kulturkamp i det 21. århundrede handler om at udvide østkystens normer om uddannelse og produktivitet til hele landet, så borgerne i Vestdanmark ikke efterlades i fattige parallelsamfund præget af en nykonservativ taberkultur. Integration 2.0 handler om at få sparket gang i unge mænd ude i det vilde vesten.