Løfter blev der ikke givet mange af, den dag for et år siden, da den radikale Uffe Elbæk trådte til som landets nye kulturminister.

»Der er ingen penge!«, lød klimakset i hans tiltrædelsestale i Kulturministeriet 3. oktober.

Prioritere, prioriterer, prioritering
Det eneste store utvetydige løfte, der blev givet den dag, var, at den radikale minister ville prioritere. Sådan ville han sætte sit præg på dansk kulturpolitik.

Prioritere, prioriterer, prioritering. Ordet i dets forskellige grammatiske former brugte Uffe Elbæk flittigt - 21 gange i 9 interview, som han gav i de danske dagblade i ugerne efter sin tiltrædelse.

»Jeg er ikke bleg for at prioritere«, sagde han for eksempel kort og godt til Politiken. Dermed var der både skabt lige dele frygt og forventning til, hvordan den danske kulturpolitik nu ville udmønte sig.

»Jeg tænkte i forbindelse med Uffe Elbæks udmeldinger: »Ah, nu skal der føres politik«. For uanset om jeg var enig i de prioriteringer, han ville foretage, eller ej, var jeg lykkelig over, at vi skulle til at diskutere og fremlægge alternativer og træffe valg. Og Elbæks udspil lå faktisk smukt i tråd med radikal kulturpolitik tilbage til 1960'erne«, siger Joakim Jakobsen, kulturredaktør på Weekendavisen og forfatter til en kommende bog om de danske kulturministre.

Fralægger sig synspunkter
Efter et år ved magten bryster kulturministeren sig af en ny fireårig aftale med Det Kgl. Teater, en musikhandlingsplan og en kulturstøttereform. Men den største omprioritering, man kan spore i regeringens finanslovsudspil på kulturområdet, er på 10 mio. kr. ud af et samlet budget på over 6,3 mia. kr.

»Reelt set er det småpenge. Problemet var, at så snart Uffe Elbæk trådte ind ad porten til Kulturministeriet, skulle der ikke pilles eller prioriteres ved noget som helst«, siger Joakim Jakobsen.

LÆS OGSÅ Uffe Elbæk: »Jeg kan overhovedet ikke være gladere, end jeg er i dag«

»Jeg begynder at tro, at der i ministeriet er installeret særlige dyser med nervegas, som gør, at en ny kulturminister holder sig i ave og fralægger sig sine synspunkter. Pludselig lægges alting tilbage i deres kasser og kan ikke røres ved«.

'Kulturens Marshallplan'
En af de personer i Danmark, der måske nok havde bedst grund til at have høje forventninger til den nyslåede kulturminister, var Jakob Brixvold, sekretariatschef i Dansk Live, spillestedernes og festivalernes organisation.

For en af de prioriteringer, som Uffe Elbæk ønskede at foretage, var at reducere antallet af danske symfoniorkestre for i stedet at styrke den rytmiske musik.

Det stod at læse i 'Kulturens Marshallplan', som Uffe Elbæk lancerede i valgkampen, ligesom han på førstedagen som minister gentog, at der var tale om »et demokratisk problem«, når den rytmiske musik, der tiltrak flest mennesker, modtog mindre støtte end den klassiske musik.

Nu skulle der omfordeles. Her efter et år vurderer Jakob Brixvold imidlertid, at der er tale om status quo i forhold til for et år siden.

»Jeg tror inderst inde, at Uffe Elbæk gerne ville prioritere. Og jeg tror også, at han har modet. Men han havde ikke læst det parlamentariske spil og kom uheldigt fra start ved at melde for hårdt ud i Marshallplanen, og dermed forsøgte han at overhale S og SF indenom. Det gør man ikke ustraffet i dansk politik«, vurderer Jakob Brixvold.

Skuffede forventninger
Bevæger man sig videre ud i det danske kulturliv, er skuffede forventninger en klar tendens. Gitta Malling, der er leder af Teatrenes Interesseorganisation (TIO), fortæller, at hun forgæves har forsøgt at påpege et vigtigt problem for kulturministeren:

»Vi beder ikke om flere penge. Vi er vant til at prioritere. Men der er huller i lovgivningen, der gør, at det er muligt at udnytte og udsulte teatrene«, siger hun.

Men Uffe Elbæk kunne, ifølge Gitta Malling, først mødes, efter at scenekunstloven var skrevet under.

»Og så var det for sent«, siger hun.

Økonomisk tankegang
Teaterorganisationslederen savner grundlæggende, at kulturministeren deler sine visioner:

»Men vi kender ikke hans visioner på vores område. Det virker, som om han er styret af Finansministeriet i stedet for sit hjerte for kulturen. Til os har han sagt: »Vi har det jo godt i forhold til andre lande, hvor man lukker kulturinstitutionerne«. Er det visionen? At glæde sig over, at vi ikke er Portugal?«.

På Statens Museum for Kunst er man ikke helt af den opfattelse, at de millioner, som kulturministeren har ønsket at flytte fra museet i finanslovsforslaget for 2013, er småpenge. De godt 10 millioner har siden 2006 været øremærket til at sikre gratis entre på Statens Museum for Kunst.

»Dengang den gratis entre blev indført, var det ud fra en ideologisk holdning om, at kulturarven skulle gøres tilgængelig for alle. Det, man har gjort nu, er at indføre entreen for alle over 18 år udelukkende ud fra et økonomisk argument. Det, synes jeg, er ærgerligt, og det er ikke noget, der er groet i min baghave«, siger museumsdirektør Karsten Ohrt.

LÆS OGSÅ Portræt af den nye kulturminister: »Jeg tror ikke på skellet mellem fin- og lavkultur«

Siden indførelsen af den gratis entré på Statens Museum for Kunst er besøgstallet steget med 50 procent, og museet har nu flere unge gæster end andre museer.

»Min bekymring er, at det rammer de unge og det publikum, der sjældent kommer på museum. Og jeg er bekymret for, om vi kan tjene de millioner mere årligt med så kort varsel. Men vi arbejder nu målrettet på at finde en løsning«.

Den millionsum, der er frigivet fra det store nationalgalleri, skal nu blandt andet tilfalde mindre museer ude i landet.

Og her er modtagelsen blandet.

Prioritering er nedprioritering
»Ja, vi havde naturligvis håbet på mere«, siger museumsdirektør Jørgen Selmer, der står over for at flytte M/S Museet for Søfart fra første sal på Kronborg Slot ind i en ny privatfinansieret bygning tegnet af stjernearkitekten Bjarke Ingels. 1,2 millioner kroner mere årligt er det nye museum nu stillet i udsigt.

»Jeg tør slet ikke tænke på, hvis vi ikke havde udsigt til en forhøjelse af vores offentlige driftsbevilling«.

I den anden ende af landet, i Den Gamle By og på Fregatten Jylland, bliver tallet på bundlinjen imidlertid mindre, på trods af at kulturminister Uffe Elbæk har valgt at kanalisere penge den vej.

Humlen er, at de to kulturinstitutioner samtidig ikke har fået forlænget andre bevillinger. Det giver henholdsvis 2,8 og 3,7 millioner kroner mindre i kassen næste år.

LÆS OGSÅNy kulturminister vil støtte helt små netmedier

»Den korte forklaring er, at når kulturministeren siger prioritere, mener han at nedprioritere. Vi kan jo se, hvilke penge vi har i kassen. I 2013 har vi 300.000 kroner, og dermed er vi blevet skåret 92 procent ned«, siger Benno Blæsild, direktør for Fregatten Jylland. der siden ministeren tiltrådte forsøgte at få ministeren i tale.

»Først dagen efter offentliggørelsen af Finanslovsforslaget havde han tid til at mødes«, forklarer direktøren. Han kalder situationen for det kolossale tremastede skib, der blev søsat fra 1860, livstruende.

I dansk litteratur er evalueringen ikke helt entydig. Hos de Danske Skønlitterære Forfattere er formand Inge Lise Hornemann lettet over, at der ikke, som bebudet, forsvinder puljer for 8 millioner kroner i litteraturstøttesystemet, men at besparelsen på området ender på knap halvanden million kroner.

Ingen hallelujaråb
»Den litterære kunst er blevet prioriteret i forhold til andre områder. Den cadeau skal kulturministeren have. Men i forhold til tidligere er der ingen hallelujaråb her«.

I et andet hjørne af den litterære verden, hos forlaget Lindhardt og Ringhof, er tonen anderledes bister. Her oplever direktør Lars Boesgaard, at Uffe Elbæk har vendt ryggen til hele problematikken omkring piratkopiering og sikring af forfatteres rettigheder i e-bogens fagre nye verden.

»Uffe Elbæk er dygtig til at prioritere, forstået på den måde, at han har fravalgt at tage sig af de danske forfatteres rettigheder. Det vigtige udvalgsarbejde, som blev sat i værk før hans tid, er fuldkommen gået fløjten«, siger forlagsdirektøren.

Forventningen hos Lars Boesgaard er, at en kulturminister forstår at sikre forfatterne og det lille danske sprogområde bedre.

»Vi har holdt kaffemøder med ministeren, hvor han blot har sagt, at andre lande står med samme problemer, og ingen ved, hvad de skal stille op. Gik jeg til min bestyrelse med samme indstilling, ville jeg blive smidt ud. Han brænder ikke for bøgerne, han brænder for Uffe Elbæk, og det kan vi mærke i den litterære branche«.

Hvem har lagt låg på?
At en dansk kulturminister springer op som en løve og falder ned som et lam, er set før. Brian Mikkelsen (K) lagde ud med at ville reformere bibliotekspengene i 2002. Stor ballade! Dernæst relancerede han Kulturministeriet som et værdiministerium med Kulturkanonen som motor.

»Når kulturministre tiltræder med et legitimt ønske om at rejse en debat og føre politik, oplever de, at der er blottede tænder over hele linjen. Det oplevede Brian Mikkelsen. Og det oplevede Jytte Hilden. Da hun stillede spørgsmål til kunststøtten - om den ikke var lidt for indspist og usmidig i 1995 - blev der arrangeret fakkeltog, som om hun var en heks, der skulle brændes af«, siger kulturredaktør og forfatter Joakim Jakobsen.

På den måde er Uffe Elbæk ved at indskrive sig i traditionen, der har været gældende siden 1970'erne, hvor danske kulturministres prioriteringer viser sig ved, at de reelt kun flytter lidt rundt på tingene, mener han.

LÆS OGSÅUffe Elbæk: Hellere lukke institutioner end skære bredt

Men Uffe Elbæks aktuelle retræte rejser nu et vigtigt spørgsmål:

»Hvem har bestemt, at der alligevel ikke skulle prioriteres? Hvem har lagt låg på? Det er jo ikke kommet til ham i en drøm. Man kunne godt have den fornemmelse, at der er nogle meget stærke embedsmænd, der ikke er bange for at blande sig og fortælle Uffe Elbæk, at hans overvejelser i Marshallplanen ikke duede«, siger Joakim Jakobsen.

Og skulle det være tilfældet, er der ingen grund til at bevare Kulturministeriet:

»Så kan Finansministeriet i princippet lige så godt klare arbejdet«.